Den tidligere 'Vild med dans'-vært kommer med et opråb på de sociale medier.
I weekenden blev hendes mor nemlig udsat for et svindelnummer, der desværre endte med at koste hende dyrt.
I et opslag på de sociale medier skriver Sarah Grünewald, at moderen blev fuppet til at tro, at det var Sarah selv, hun skrev med.
'Nogen har i weekenden skrevet sms'er til min mor og udgivet sig for at være mig. De skrev, at min telefon var gået i stykker og bad hende hjælpe mig med en regning, så længe mit Apple-id ikke virkede. Beskederne er skræmmende ægte, og min mor røg desværre i fælden og overførte en masse penge,' lyder det.
Tv-værten har herefter vedhæftet et billede af beskedudvekslingen mellem moderen og svindleren.
Her kan man se, at der er tale om en meget velformuleret besked til Sarah Grünwalds mor.
'Hej mor, kunne ikke løse problemet. Kan du hjælpe mig med den betaling? Har lagt tid hos borgerservice i morgen eftermiddag, så da kan hjælpe mig med at få mitID igen,' lyder beskeden fra svindleren, hvorefter Sarah Grünewalds mor svarer, at hun nok skal betale.
'Tusind tak mor, ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dig', lyder det i beskeden, inden der står et telefonnummer og beløbet på 9649 kroner.
'Jeg bliver så rasende,' skriver Sarah Grünewald til billedet.

Herefter fortæller hun sine følgere, hvordan hun har det med svindlen af sin mor.
»Jeg har slet ikke ord for, hvor rasende det her gør mig. Bare det at nogen skriver 'tak mor, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig', jeg kan næsten ikke have det.«
Ifølge Sarah Grünewald har flere allerede skrevet til hende, at de også har modtaget beskeder som dem, hendes mor har fået.
»Jeg har allerede nu fået beskeder om, at der er flere, der har modtaget beskederne, men hvor de godt har vidst, at det var falskt. Jeg er så træt og gal lige nu, jeg kan ikke formulere mig ordentligt. Det skal bare stoppe det her lort.«
Dansk politi har tidligere opfordret danskerne til at være meget påpasselige, hvis de pludselig modtager beskeder fra en nyt nummer, der udgiver sig for at være ens barn.
De har derfor udgivet nogle råd, der kan hjælpe, hvis man er i tvivl, om der er tale om en falsk besked.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Sarah Grünewald.
