Strømmen af indhold på sociale medier, der fortæller dig, hvordan du lever sundere, bedre og bliver en langt bedre version af dig selv, er efterhånden enorm.
Tv-vært Sarah Grünewald indrømmer, at hun selv er en af dem, der hopper på det meste, hun bliver præsenteret for.
»Jeg stiller mig meget sjældent kritisk over for nogen, bare de lyder overbevisende nok eller har skrevet en bog, så æder jeg det råt,« siger hun til B.T.
Og netop derfor valgte den garvede tv-personlighed at sige ja til noget helt nyt.
Mandag har hun sammen med sundhedsekspert Morten Elsøe premiere på podcasten ‘Detox dit feed’, hvor de to sammen gennemgår, hvad der er fup og fakta i junglen af sundhedstrends på sociale medier.
Sarah Grünewald syntes netop, det var et spændende projekt, fordi hun selv har været en af de mange, der hopper på det, hun ser på sociale medier.

»I mange år har jeg ladet mig meget influere af, hvad andre gør. Lige så snart andre kommer med hacks til at være en bedre udgave af sig selv, så er jeg på,« fortæller tv-værten.
Sarah Grünewald har også gennem årene prøvet lidt af hvert.
Hun spiser aldrig morgenmad, men fordi det at faste har været en trend, prøvede hun stædigt at holde ud om aftenen også - selvom hun kunne mærke på kroppen, at det ikke var rart.
Udtrykket ‘at gå sukkerkold’ har Sarah Grünewald også levet efter.
»Jeg har altid haft en marsbar i tasken, fordi man ikke skulle gå sukkerkold, men nu har jeg lært, det handler ikke om at gå sukkerkold, det handler bare om næring, men det er fordi jeg har ladet mig fortælle, at det handler om sukker,« fortæller hun og tilføjer:
»Jeg har også været på juicekur, og det var pissehårdt.«
Og så er der de efterhånden så moderne elektrolytter.
»Jeg drikker mange elektrolytter og har gjort det, fordi jeg tænker, det skal man, men jeg behøver det ikke, for jeg dyrker ikke ironman. Jeg har lært rigtig meget,« siger Sarah Grünewald.

Men en ting er de mere harmløse tendenser som at prøve en juicekur eller faste lidt.
I podcasten dykker Sarah Grünewald og Morten Elsøe også ned i de mere ekstreme tendenser, som carnivor-kuren, hvor man kun skal lave af kød - eller om man kan spise sig fra sin ADHD-diagnose.
Sidstnævnte har ramt Grünewald, da hun selv tager medicin for sin egen ADD-diagnose.
»Jeg bliver super påvirket af at at få sådan noget at vide, for jeg går på medicin, og så tænker jeg; tænk hvis jeg kunne undgå medicin, hvis jeg spiste det og det,« siger Sarah Grünewald og tilføjer:
»Men det er jo ikke rigtigt.«
Sarah Grünewald fortæller, at Morten Elsøe lige måtte overbevise hende en ekstra gang om, at det altså ikke er noget, der er evidens for.
»Jeg kan stadig være lidt naiv og sige; jamen er du virkelig sikker på, at det ikke virker? Og så siger Morten; der er ikke beviser for det.«
»Jeg sidder sammen med andre lyttere, der er faret vild i junglen af life-hacks og lærer at stille kritiske spørgsmål,« tilføjer tv-værten.
Hun mener i det hele taget, det er vigtigt at få gjort op med den store mængde fejlinformation, der ofte florerer på sociale medier - men også at hjælpe folk, som hende selv, til at navigere i det hele, så man ikke får dårlig samvittighed over alt det, man ikke gør.
»En ting er, hvad vi skal gøre og leve op til, men hvis vi først skal føle os forkerte ved ikke at gøre det rigtige ifht. ernæring og sundhed, så gør vi livet svært for os selv.«
Du er jo også selv influencer, hvilke refleksioner har du haft over din egen rolle i den forbindelse?
»I de sidste par år har jeg været ret opmærksom på, at når jeg deler en holdning eller finder noget, jeg synes er spændende, så er jeg ret opmærksom på at holde det på min egen banehalvdel og sige, det her fungerer for mig.«
»Det er meget bevidst, for jeg har ikke lyst til at være dommer over, hvordan nogen lever deres liv,« siger Sarah Grünewald.

