Tv-personligheden Sarah Grünewald har gennemlevet en episode, som ingen forælder ønsker at stå i.
Da hendes søn pludselig en aften ikke kunne få vejret.
Historien deler hun i det nyeste afsnit af Radio4s podcast 'Et kapitel for sig selv'.
Allerede før sønnens fødsel blev Sarah Grünewald og hendes daværende mand, Rasmus Backhaus, konfronteret med at deres ufødte søn havde læbe-ganespalte.
En læbe-ganespalte er en medfødt misdannelse, hvor overlæben, ganen eller begge dele ikke er vokset sammen under fosterets udvikling, hvilket kan give problemer med blandt andet vejrtrækning, tale og spisning.
I starten frygtede de, at der kunne være tale om flere alvorlige komplikationer, men lægerne fastslog, at der udelukkende var tale om en kosmetisk fejl.

Sønnen Luis kom til verden i marts 2016, og den efterfølgende tid, tilbragte de nybagte forældre af flere omgange hos lægen.
Allerede som fire måneder gammel blev Luis overlæbe opereret, året efter fulgte en operation i ganen, og i 2019 gennemgik han endnu et større indgreb, en såkaldt svælglapsoperation.
Det var netop i forbindelse med den operation, at det dramatiske øjeblik skete.
En nat, hvor Luis var blevet forkølet, vågnede han pludselig og kæmpede for vejret, mens hun var alene med ham.
I podcasten beskriver Sarah Grünewald, hvordan hun var overbevist om, at hun var ved at miste ham.
»Vi havde inden da haft en voldsom tur på hospitalet, hvor han havde haft ondt, og da jeg vågner i Valby med ham, der var jeg simpelthen sikker på, at han var ved at dø i armene på mig,« fortæller hun i udsendelsen.
Situationen blev yderligere kritisk, da hun ikke kunne finde sin telefon og derfor ikke selv kunne ringe efter hjælp.
På det tidspunkt var ægteskabet mellem Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus allerede ved at gå i opløsning.
Parret blev gift i 2014, og gik hver til sit i begyndelsen af 2019 – samme år som den skelsættende nat fandt sted.
I 2020 gik sønnen Luis igennem endnu en omfattende operation.
I dag er Luis rask.

