»Jeg fik et kæmpe breakdown,« fortæller Sarah Bro.

Den 27-årige tidligere professionelle svømmer er blandt de ni kendte danskere, der sidste år sagde ja til at medvirke i TV 2s nye realityprogram 'Shaolin', og undervejs ramte hun et punkt, hvor følelserne endte helt ude på tøjet.

'Shaolin', der har premiere i denne uge, blev optaget sidste forår i et buddhistisk tempel i Sydkorea, hvor de kendte deltagere bliver introduceret til den oldgamle kinesiske livsfilosofi 'Shaolin' igennem meditation og kung-fu-træningsøvelser.

Siden Sarah Bro i 2020 indstillede sin svømmekarriere, har hun kæmpet med at finde ud af, hvem hun nu skulle være, og her var turen til Sydkorea med til at sætte tankerne i gang.

Sarah Bro er aktuel i TV2s nye realityprogram 'Shaolin', hvor ni kendte danskere rejser til Sydkorea for at gennemgå et mentalt og fysisk træningsophold.
Sarah Bro er aktuel i TV2s nye realityprogram 'Shaolin', hvor ni kendte danskere rejser til Sydkorea for at gennemgå et mentalt og fysisk træningsophold. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»'Shaolin'  gav mig virkelig en indsigt i, hvor vigtigt det er behandle mig selv lidt blidere,« fortæller Sarah Bro og fortsætter:

»Jeg har brugt meget krudt på finde ud af, hvem jeg skal være - især efter at jeg stoppede med at svømme - og det gav programmet mig virkelig mulighed for at reflektere over.«

Hun nikker ja til, at hun var i endt i en form for identitetskrise.

»Helt klart. Det at være atlet er jo en meget stærk identitet. Da jeg svømmede, spurgte folk altid først, hvordan det gik med svømningen, før de spurgte, hvordan jeg havde det. Der har jeg ledt efter, hvad jeg så skal være for at føle de samme ting.« 

Sarah Bro under et svømmemesterskab i 2016.
Sarah Bro under et svømmemesterskab i 2016. Foto: Patrick B. Kraemer/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da de nåede cirka halvvejs i 12-dages forløbet i Sydkorea, blev deltagerne sat til at meditere på en kirkegård, og det var her, Sarah Bro brød sammen.

»Jeg blev virkelig ked af det,« fortæller hun og forklarer, at hun har svært ved at meditere, så i stedet besluttede hun sig for at tage 50 dybe vejrtrækninger, hvilket udløste den følelsesladede reaktion.

»Jeg blev virkelig ked af det på mine egne vegne over, at jeg aldrig selv har givet mig den pause. Jeg fik følelsen af, at jeg aldrig nogensinde har taget en dyb vejrtrækning - måske især siden jeg stoppede med at svømme - men bare havde kørt på og været ivrig for at ville ud og skabe noget.«

Hun tilføjer:

Sarah Bro under optagelserne på 'Shaolin'.
Sarah Bro under optagelserne på 'Shaolin'. Foto: André Blinkilde
Vis mere

»Så det gjorde kæmpestort indtryk på mig. Efter det følte jeg at jeg var landet i programmet.«

I dag har Sarah Bro indset, at det stadig er sport, der driver hende. 

Det er sport, der er hendes passion, men det er ikke fordi, hun savner at svømme.

Hun har faktisk ikke været i en svømmehal siden sidste sommer, til gengæld holder hun sig i gang med andre træningsformer og løb blandt andet et halvmaraton i efteråret.

Til sommer færdiggør hun en bachelor i kommunikation, hun har netop haft premiere på podcasten 'Øjeblikket', hvor hun interviewer aktuelle OL-atleter om afgørende øjeblikke i deres karriere, og så drømmer hun om at lave mere sports-tv.

Otte af de ni kendte danskere der medvirker i 'Shaolin': Esben Dalgaard, Sarah Grünewald, Sarah Bro, Albert Rosin Harson, Sharin Foo, Anne Sofie Espersen, Adam Duvå Hall og Geeti Amiri. Breakdanceren Rico Coker kunne ikke være med til pressemødet.
Otte af de ni kendte danskere der medvirker i 'Shaolin': Esben Dalgaard, Sarah Grünewald, Sarah Bro, Albert Rosin Harson, Sharin Foo, Anne Sofie Espersen, Adam Duvå Hall og Geeti Amiri. Breakdanceren Rico Coker kunne ikke være med til pressemødet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg var med til at dække OL for Discovery i 2021, og jeg har en kæmpe drøm om at gøre det igen her til sommer. Det er en helt unik oplevelse,« lyder det fra Sarah Bro.

En stor del af 'Shaolin'-holdet har jo også været med i 'Vild med dans'. Var det noget?

»Det ville da være mega sjovt at være med i. Jeg kan godt lide at danse, men tror, det vil være en kæmpe udfordring. Men det vil da være vildt sjovt at være med i.«

Er du nogensinde blevet spurgt?

»Nej, det er jeg faktisk ikke. Det kan være, det sker en dag.«

Øverst i artiklen kan du se Sarah Bro fortælle om sit sammenbrud under 'Shaolin'-optagelserne.