Deres bånd var noget helt særligt. Og nu er det endegyldigt kappet. For den populære tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl og hendes elskede ‘papi’, Seid Mærkedahl Cuchillo, som nu er gået bort.

‘Mit hjerte græder, og jeg er tom for ord’, skriver hun på Instagram om sit enorme tab.

Det er kun få uger siden, at hendes 81-årige far blev indlagt på hospice. At hans krop ikke længere havde kræfter til at kæmpe med den sygdom, der i mange måneder havde tæret på ham.

»Han er nyresyg, lungesyg, hjertesyg og har diabetes og skal i dialyse, hvis han ellers kan tåle det. Det er hårdt, at én, som man har været så knyttet til, er så syg,« som Sara Maria Franch-Mærkedahl i foråret fortalte i et interview med B.T.

Sara Maria Franch-Mærkedahl med sin far Seid.
Sara Maria Franch-Mærkedahl med sin far Seid. Foto: Privat/Instagram
Vis mere

Hvor hun også kærligt beskrev det tætte og helt særlige bånd, de to havde. Og hendes store kærlighed til cirkus verdenen, som netop de to kunne dele.

Hendes iranskfødte far var nemlig som ung en berømt balancekunstner, som turnerede i hele verden, og blandt andet stod på hænder på kanten af det 110 etager høje World Trade Center i New York.

Men i Danmark faldt han pladask. For Edna. Og snart var de tre.

»Så jeg er vokset op med at være on/off med min far på turné. Da jeg kom til, begyndte han at lave mere trylleri, for ikke at skulle rejse så langt væk,« fortalte Sara Maria Franch-Mærkedahl i interviewet.

Hun var ti år gammel, da hendes forældre blev skilt. Og han valgte at blive i Danmark.

Selvom hele hans øvrige familie boede i fødelandet Iran.

»Det er dét, der binder ham her. Det eneste han lever for, er i realiteten mig og min børn,« forklarede hun og beskrev, at hun altid havde følt en helt særlig ofrelse fra faderens side.

»Den gør, at det er underligt, når han ikke længere er der, fordi jeg føler, at han er dén, der bare elsker mig uanset hvad.«

Nu er dagen kommet, hvor hendes elskede papi ikke længere er der. Fredag 1. september sov han ind på hospice.

‘Elskede papi, jeg mærker så tydeligt mit uendelige savn, og bærer de fineste minder og kærligheden til dig videre et helt særligt sted i mit hjerte, og vil ære dit minde for evigt – til vi ses igen’, skriver Sara Maria Franch-Mærkedahl i sit rørende opslag, som du kan se her.