Sanne Salomonsen fortæller i sin nye selvbiografi 'Det hele', hvordan hun og Thomas Helmig i 1989 blev stormende forelskede i hinanden.
De to indledte en affære, men da Sanne Salomonsens daværende mand, den svenske stjernemusiker Mats Ronander, opdagede forholdet, gik han ifølge Sanne Salomonsen amok.
I bogen beskriver hun således, hvordan hun en aften havde hængt ud på et hotel med sit band efter en koncert, hvor Thomas Helmig også havde deltaget.
Mats Ronander opdagede, at Helmig havde været en del af selskabet og tog hjem til Sanne Salomonsen, der lå og sov med sønnen Victor, der var under et år gammel, i værelset ved siden af.
Sanne Salomonsen fortæller, at Mats Ronander herefter flåede hende ud af sengen og slog hende.
'Jeg lod mig blive blød som en dyne, mens han slog, sparkede og bed mig. Gennem smerten stod mine tanker glasklare: 'Han stopper snart,' skriver Sanne Salomonsen i bogen.

Videre skriver hun, at hun samme aften pakkede en kuffert, tog sin lille søn og deres hunde og kørte hjem til sin mor.
Mats Ronander selv nægter dog anklagerne om vold.
Ekstra Bladet har fået fat i den svenske musiker og læst passagen op, hvorefter han benægter volden.
»Det er forkert. Det kan du glemme,« siger Mats Ronander til Ekstra Bladet.
Mediet spørger igen, om det er rigtigt, at musikerne mener, han aldrig har slået Sanne Salomonsen, hvorefter han igen benægter volden.
B.T. har rakt ud til Politikens Forlag, der har udgivet bogen og spurgt, hvordan forlaget forholder sig til, at Ronander benægter de voldsomme anklager.
B.T. har desuden spurgt, om forlaget har forelagt anklagerne for Mats Ronander før udgivelse.
Pressechef hos Politikens Forlag, Christina Zemanova oplyser, at man ikke har nogen kommentar.
B.T. arbejder desuden på at få en kommentar fra Sanne Salomonsen.

