Først sad Nikita Klæstrup selv som deltager i realityprogrammet 'Villa of Broken Hearts', hvor kendte singler forsøger at få styr på deres turbulente kærlighedsliv.

Og her undrede hun sig over, at Katherine Diez var blevet valgt som vært. En kvinde, der selv kort forinden havde været igennem et meget omtalt brud med manuskriptforfatter Adam Price og en omfattende plagiatsag.

Siden kaldte Klæstrup ligefrem værtsvalget for et »billigt marketingtrick«.

Nu tager historien en noget opsigtsvækkende drejning.

I de røde kasser ses henholdsvis Katherine Diez og Nikita Klæstrup. Foto: Pressefoto

For ifølge influenceren ville Prime Video efter første sæson have hende til at overtage værtsrollen fra Diez.

Det fortæller hun i podcasten 'Har du hørt?' ifølge Se og Hør.

Hun måtte dog sige nej, fordi hun er bundet af sin kontrakt med Viaplay. Og hun var tilsyneladende ikke den eneste, der fik tilbuddet.

»Og det meget spændende ved det her, det er, at jeg har jo talt med rigtig mange omkring det her. Jeg har talt med rigtig mange, der er blevet tilbudt det her program,« siger Nikita Klæstrup i podcasten.

Men Katherine Diez fortsætter altså som vært - også i anden sæson.

Ifølge Nikita Klæstrup blev Diez endda sendt i værtstræning hos ingen ringere end tv-ikonet Cecilie Frøkjær, der angiveligt blev fløjet til Malta i forbindelse med optagelserne.

B.T. har bedt Prime Video om en kommentar, men streamingtjenesten er endnu ikke vendt tilbage. Prime Video har heller ikke svaret på Se og Hørs henvendelse, lyder det.

Katherine Diez har de seneste år været igennem en turbulent periode i offentligheden.

I 2024 endte hun i en omfattende plagiatsag, som kostede hende jobbet som litteraturanmelder på Berlingske. Samme år sluttede også hendes meget omtalte forhold til manuskriptforfatter og tv-kok Adam Price.

Senere udgav hun bogen ‘I egen barm’, hvor hun kaldte perioden for sit 'store sammenbrud' og åbnede op om, at hun var 'syg og deprimeret' efter skandalen.

Efter et omfattende terapiforløb har hun det dog bedre. Læs mere om det HER.