Den nålestribede habit var svær at overse.

Uge efter uge sad Knud Meldgaard fast på forreste række, når statsminister Mette Frederiksen under coronapandemien holdt pressemøder på Christiansborg.

Den markante journalist blev et fast indslag på tv-skærmen. Men i sin lille taglejlighed på Nørrebro hjemsøges han nu af én særlig frygt.

Det skriver KøbenhavnLIV, som har talt med Meldgaard i forbindelse med, at han fylder 80 år torsdag.

Jubilæet får ham også til at se tilbage på en opvækst, som han beskriver som både traumatiserende og fantastisk.

Som barn blev han flyttet rundt mellem forskellige familiemedlemmer, men følte sig samtidig forkælet og elsket. 

I dag går han endda så langt som til at kalde sig selv en »horeunge«, fordi hans mor kæmpede hårdt for at give ham et godt liv.

Og det har han haft, understreger han. Men med alderen er en ny tanke begyndt at rumstere.

Tiden nærmer sig nemlig til, at han en dag skal ned i den »kasse«, vi alle ender i – og netop den tanke gør indtryk.

»Som den blærerøv jeg er, siger jeg tit: ’Hvem siger, at jeg dør?’. Måske er jeg udødelig. Det siger jeg mest for sjov og for at provokere. Men i realiteten er jeg dødsens angst,« medgiver han.

Selvom Knud Meldgaard fylder 80 år, så er han fortsat chefredaktør på kultur- og samfundsmagasinet Omnibus. Tidligere har han også været reklamekonsulent i Den Socialdemokratiske Presse.