Så er det endegyldigt slut.
Tirsdag rullede det sidste afsnit i denne sæsons »Nak & Æd« over skærmen, og det blev også et farvel til én af programmets to populære værter.
Den 73-årige Jørgen Skouboe er gået på pension efter et langt tv-liv.
Og det blev et meget følelsesladet farvel.
Det afslører den nybagte pensionist over for Billed-Bladet.
Han fortæller, at optagelserne af det sidste program var hårde.
Først og fremmest fordi han og Nikolaj Kirk sov i telt, mens det stormede.
En nat lå de vågne en time, hvor de bare lå og holdt fast i teltet, så det ikke fløj væk.
Men mest af alt var det hårdt på det følelsesmæssige plan, indrømmer han.
I programmet ser man, hvordan Skouboe efter middagen trækker Kirk til side for at sige ham et par sidste ord.
Her har han svært ved at holde tårerne tilbage.
»Så vil jeg bare give dig en krammer for alle de år,« siger han til sin tv-ven.
Over for Billed-Bladet fortæller Jørgen Skouboe, at produktionen havde en overraskelse til ham til sidst i programmet.
»Så skulle vi jo også filme et eller andet, de havde forberedt. Noget, jeg ikke kan fortælle. Der kunne jeg sgu ikke holde mig. Der kom sgu en tåre. Selvfølgelig. Jo, det var lidt mærkeligt at skulle pakke sammen og vide, at det skal jeg ikke mere« fortæller han til ugebladet.
Jørgen Skouboe har været ansat i DR siden 1977.
