Bente Eskesen takker af efter 50 år på den danske revyscene. 

Det skriver TV 2 Øst.

Fredag meddelte Nykøbing Falster Revyen, at Vicki Berlin overtager Bente Eskesens plads for resten af sæsonen grundet sygdom.

'Bente har desværre fået hjerteflimmer, som kommer og går, og hendes helbred er naturligvis det allervigtigste,' skrev de på Facebook.

Men nu fortæller hun til TV 2 Øst, at det altså er helt slut for hende på en scene. 

»Da det kom igen, tænkte jeg, at nu kan det godt være, at jeg bliver nødt til at tage det alvorligt,« fortæller Bente Eskesen til mediet og fortsætter:

»Jeg stopper det her. Nu må jeg tage mig selv alvorligt. Det er jo dét, man skal.«

Allerede tidligere på sæsonen lød det, at den 77-årige skuespiller ville stoppe efter denne sæson, men nu har helbredet gjort, at hun har måttet trække sig før tid.

Bente Eskesen er særligt kendt for sit arbejde på netop den danske revy- og teaterscene og nåede tidligere i år at markere sit 50-års jubilæum. 

Nykøbing Falster Revyen slutter sæsonen 22. august.