Den 23. november 2022 mistede Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig deres søn Hugo Helmig.
Den unge mand gik bort kun 24 år gammel og på årsdagen for hans alt for tidlige død har hans mor delt et opslag på Instagram, hvor hun reflekterer over sorgen.
Her deler hun, hvordan hun for et par måneder siden sad i en taxa, hvor hun sammen med chaufføren talte og hans og hendes børn.
»Jeg ved ikke hvordan vi kom ind på det, han fortalte vist om at have travlt tror jeg, med arbejde og alle sine børn. Så spurgte jeg hvor mange han havde og så spurgte han mig. Jeg trak luft ind, i tvivl om hvad jeg skulle svare, så sagde jeg fire, jeg har fire børn. Jeg blev derefter i tvivl om jeg skulle sige; 'men den ene er her ikke mere',« skriver hun.

Ifølge forfatteren mærkede hun pludselig, hvordan tårerne pressede sig på, og hun fortalte chaufføren om, at hun havde mistet sit ene barn.
På årsdagen for Hugo Helmigs dødsfald er hele familien samlet, skriver Renée Toft Simonsen.
»I dag er vi (næsten alle sammen) på vores finca, vi taler om ham, vi græder sammen, vi glider ind og ud af sorgen og savnet, sammen,« lyder det.
Renée Toft Simonsen, der i dag også har fået børnebørn, skriver hvordan hun i året, der er gået siden hendes søns død, har været gennem flere hårde tider.
»I det år der er gået har jeg været til krisepsykolog, og i sorggruppe, jeg har mødtes med andre forældre der har mistet et barn, grædt med de hundredtusindvis russiske og ukrainske mødre hvis sønner aldrig kommer hjem. «
»Grædt over Estonias forlis, grædt med de palæstinensiske og de israelske mødre hvis børn er døde i meningsløs galskab, stortudet over de for tidligt fødte børn på al shifa hospitalet der lå forsvarsløse på en række midt i bomberegnen. Jeg ved nu at jeg ikke er alene med sorgen over at miste et barn og det har på en mærkelig måde været en trøst.«
Til slut i opslaget, der er ledsaget af billeder af familien samlet gennem tiden, takker hun for de tanker og varme beskeder, hun får på dagen.
»Jeg ved også at mange tænker på os i dag og tænder lys for Hugo, det gør vi også og jeg har fire børn. Den ene er her bare ikke mere,« skriver hun afslutningsvist.
Familien har ikke ønsket at dele, hvad årsagen til Hugo Helmigs død skyldes.
Han blev begravet 1. december 2022.