Mandag fylder forfatter, psykolog og tidligere topmodel Renée Toft Simonsen 60 år, og det går ikke ubemærket hen i familien.

Således benytter Thomas Helmig dagen til at sende en sød hilsen til sin kone.

'I dag behøver du ikke at plukke blomsterne selv skat. Tillykke med 60 🇩🇰. Mit ét og alt,' skriver musikeren på Instagram.

Parret har været gift i lige knap 25 år, og selvom de i en kort periode tilbage i 2013 bebudede, at de skulle skilles, så fandt de to ud af, at de altså ikke kunne undvære hinanden alligevel.

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig på Northside Festival i 2016.
Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig på Northside Festival i 2016. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Også Thomas Helmigs datter Ida Marie Helmig, som han har med sin tidligere kone Heidi Helmig, ønsker sin bonusmor Toft Simonsen tillykke med den runde dag.

'The Duns bliver 60. Dig er vi heldige med', skriver Thomas Helmigs datter Ida Marie Helmig.

I efteråret fyldte Thomas Helmig 60 år, og i den forbindelse inviterede han hele familien med på en ferie til Thailand.

Hvordan Renée Toft Simonsen helt præcist skal fejre sin runde dag vides ikke, men hun har tidligere selv forklaret, at hun drømte om en helt afslappet fejring med »rod, kaos og en pølse ovre i hjørnet.«

»Jeg tror måske bare, at jeg holder åbent hus for mine venner. Det bliver afslappet, og så kan folk hoppe ind en halv time og drikke en kop kaffe eller tage et glas vin og smutte igen eller komme efter arbejde. Jeg vil selvfølgelig gerne markere dagen, men det skal være hyggeligt og afslappet, og der skal være børn og rod og kaos og en pølse ovre i hjørnet,« sagde Toft Simonsen til Billed Bladet i januar.