Som 15-årig ville Rene Dif væk fra det hele. Ud at sejle.

Men det blev ikke vel modtaget af hans far.

»Han mente, at det var hul i hovedet, og blev så rasende, at han slog mig i gulvet. Jeg rejste mig, stirrede ham i øjnene og sagde, at det var det sidste, han nogensinde ville se til mig,« lyder det fra Aqua-stjernen i et interview med Ud og se.

Her fortæller han om en barndom, der var præget af flere svigt fra forældrene, der bliver beskrevet som drankere.

De blev skilt, da Rene Dif var helt lille. Herefter boede han mest hos moren, der pludselig – da han kun var fire år – valgte at flytte til Spanien.

Senere konfronterede den verdenskendte sanger sin mor med det bratte exit, og hendes ligegyldige reaktion »fik vreden til at boble i mig«, fortæller han.

Det blev videre en opvækst præget af mange forskellige skoler, hvorfra han blev smidt ud igen og igen. Sideløbende havde den unge dreng mange forskellige job for at tjene lidt penge.

Men turen som 15-årig skibsdreng endte med at ændre Rene Difs liv. Det var her, at han fandt ud af, at fremtiden skulle være musikalsk.

Resten er historie, som man siger. 

Og den har så også nået en form for afslutning: Aqua har for nylig meldt ud, at bandet er færdig med at turnere.