Remee Jackman og Mathilde Gøhler har fortsat deres fælles forretninger, selvom de ikke har været et par i halvandet år.

Nu har den 31-årige model og faren til hendes to børn byttet rundt i deres virksomhed Blid ApS.

Remee Jackman er ikke længere reel ejer af firmaet, der handler med beautyprodukter – men det er hans ekskæreste Mathilde Gøhler i stedet blevet.

Det fremgår af oplysninger, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Remee Jackman understreger overfor B.T., at han stadig er involveret i beautyvirksomheden gennem sit og Mathilde Gøhlers influencerbureau Social Works

'Teknikalitet – helt ro på' svarer han i en sms.

Social Works plejede at eje hele Blid, men nu er det i stedet Mathilde Gøhler, der er den reelle ejer af beautybiksen.

Samtidig er også tidligere løve Christian Arnstedt, advokat Peter Andreas Stakemann og den nye administrerende direktør Kasper Kim Smidt kommet ind i firmaet gennem deres investeringsselskaber.

Blid ApS blev stiftet for godt et år siden af Social Works-direktøren Nina Shini Andersen.

Frem til sidste uge har beautyvirksomheden været ejet egenhændigt af Social Works, men herfra overtog Mathilde Gøhler aktiemajoriteten.