Det vrimler med danske kendisser, der enten undskylder for deres medvirken i TV 2-programmet 'Alle Elsker Rasmus' eller retter kritik mod den nu tilbagetrukne udsendelse.

Nu blander sangskriver og producer Remee S. Jackman sig også i debatten om programmet, som er blevet beskyldt for at være mobning og psykisk vold.

I en Facebook-opdatering sender han en stikpille afsted mod TV 2 og tv-stationens håndtering af sagen.

»TV 2 skal igangsætte en kæmpe undersøgelse, for at finde ud af, hvad simpel menneskelig empati og anstændighed er – spændende hvad de kommer frem til,« skriver han i opslaget.

Remee lægger dermed ikke skjul på sin utilfredshed programmet, hvor komikeren Rasmus Wallbridge i hele fire måneder bliver optaget på skjult kamera og bildt ind, at han er ved at producere en film.

»Jeg mener bare, havde de (TV 2, red.) haft bare én af de grundlæggende egenskaber, så kunne de have undgået mange problemer og bortforklaringer. Men lad os se, hvad undersøgelsen siger,« uddyber Remee i et skriftligt svar til B.T.

Det kommer heller ikke bag på Remee, at produktionsselskabet bag udsendelsen har manipuleret med et lydklip i serien.

»Overrasker mig ikke,« lyder svaret kort. 

Hvorfor overrasker det dig ikke? Har du selv lignende erfaringer med produktionsselskaber?

»Jeg har i hvert fald iagttaget en del mangel på de to egenskaber (empati og anstændighed, red.),« lyder det kryptisk.

149 personer var i 'Alle Elsker Rasmus' involveret i at fuppe komikeren Rasmus Wallbridge i et koncept, som har mødt massiv kritik blandt alt fra  politikere til skuespillere.