Det er ikke hver dag, at man som skuespiller har mulighed for at vinde hele to Robert-priser. 

Lørdag aften var det realiteten for Mathilde Arcel, der var nomineret for sine præstationer i 'Rejseholdet' og 'Pigen med nålen'. 

Derfor var der meget på spil, da B.T. mødte hende forud for prisuddelingen, hvor hun både kunne tage prisen for årets kvindelige hovedrolle og birolle med hjem. 

»Jeg er aldrig blevet nomineret før – og så to gange på ét år. Det er jeg virkelig stolt over. Men jeg er også totalt nervøs, og det har jeg været, siden jeg fik nomineringerne. Jeg har bare været spændt på, hvad fanden der sker i aften,« siger hun.

Mathilde Arcel fortæller videre, at man som nomineret får besked samtidig med alle andre, når nomineringerne offentliggøres.

Og hun sad klar på klokkeslettet. 

»Jeg begyndte at scrolle. Først så jeg den ene nominering og tænkte: ‘Det er virkelig dejligt’. Og så kom der en til. Det var vildt,« siger hun.

Hendes medvirken i 'Rejseholdet' viste sig samtidig at blive mere end blot godt for karrieren. 

»Jeg tænkte bare, at jeg skulle til Polen i nogle måneder og filme. Men jeg har fået nogle virkelig tætte venner – og en kæreste,« siger hun og tilføjer:

»Vi har det dejligt. Jeg er rigtig, rigtig glad for, jeg blev valgt til at være med i filmen. Den er kommet til at betyde meget mere, end jeg lige ville tro.« 

Havde du forventet en kærligheden til en film?

»På ingen måde,« udbryder Mathilde Arcel, der tog hjem fra Robert-uddelingen uden en pris.