Officielt var realitydeltageren Nicolaj Rosé kortvarigt klinisk død, da han for 17 dage siden faldt om på trapperne ned til perronen på Aarhus Banegård.
Til 30-årige Nicolaj Rosés held var der en medicinstuderende til stede som straks kunne give Love Island-deltageren hjertemassage.
Efter otte minutters tryk på brystet, gav en hjertestarter ham ét enkelt stød, som satte hjertet i gang igen.
Selvom realitystjernen ikke husker meget fra de traumatiske otte minutter, så beskriver Rosé nu over for Se og Hør., at han følte sig desorienteret og fuld.
»Jeg har i hvert fald opfattelsen af, da jeg falder om, at jeg er et andet sted. Jeg sidder i min erindring og har en dialog, hvor jeg har det varmt og behageligt. Efter det bliver jeg vækket på et koldt stengulv på Aarhus Banegård. Jeg har smerter, fordi jeg har brækket mine ribben af behandlingen,« siger han til Se og Hør.
I dag har Nicolaj Rosé fået indopereret en pacemaker.
Nicolaj Rosé er født med en hjertefejl, der betyder, at han kun har haft to hjerteklapper. Normalt har man tre.
Tidligere på året kollapsede hans ene hjerteklap, hvilket betød, at han fik opereret en mekanisk hjerteklap ind. Det har B.T. tidligere skrevet om.
Det vides endnu ikke, hvorfor 'Love Island'-deltageren blev ramt af et hjertestop midt på Aarhus Banegård.

