At være 13 år og miste sin far, er tragisk. Brutalt. Men det var ikke kun sorg, der ramte TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt, da hans far på et splitsekund blev revet fra ham.

»Din far er død. Du bliver ked af det. Men også lettet. Det kæmpede jeg meget med. For kan du tillade dig at blive lettet over, at din far ikke er her mere?,« fortæller Rasmus Tantholdt.

Det er i Radio4 programmet ‘Portrætalbum’ – som du kan høre her – at TV 2s garvede krigskorrespondent åbner op for et af de smertefulde og tabubelagte kapitler i sit liv.

Et kapitel, han også tidligere har fortalt om.

Han var nemlig kun en teenagedreng, da faderen – som var alkoholiker – blev kørt over af et tog.

‘Jeg var 13 år, da jeg mistede mit forbillede. Et socialt midtpunkt og en kærlig, humoristisk, optimistisk og omsorgsfuld far. Til sidst desværre mest fuld.’

‘Han var alkoholiker, men kærligheden var ubetinget’, skrev Rasmus Tantholdt eksempelvis selv i en rørende hyldest på Facebook for nogle år siden, hvor hans far ville have fyldt 70.

I programmet beskriver han dog, hvor hårde årene forud for faderens død var.

Hans forældre var blevet skilt to år forinden. Primært på grund af faderens druk.

»Det var noget med ikke at fortælle mor, at far er fuld, fordi så bliver mor vred på far, og så kan vi ikke få lov til at være hos far mere.«

»Så jeg skulle træffe nogle beslutninger, som var meget svære – og tage et stort ansvar,« forklarede han i TV 2 programmet ‘Cecilies Bogshow’ om den verden, han måtte navigere i.

For lige så meget, som han elskede at være hos sin far, lige så alert måtte han være. Faderen drak nemlig i smug, så igen og igen måtte den 13-årige Rasmus gå på jagt efter de skjulte flasker og tømme dem i vasken.

Samtidig måtte han påtage sig et kæmpe ansvar for lillesøsteren. Sørge for, at hun fik mad, sørge for at hente hende i børnehaven.

På grund af faderens druk lærte Rasmus Tantholdt tidligt at navigere i kaos.
På grund af faderens druk lærte Rasmus Tantholdt tidligt at navigere i kaos. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var kaos. Og jeg kunne navigere i det,« siger han om det talent, som han var tvunget til at udvikle i alt for ung en alder. Hvor han var både usikker og sårbar.

Men i 1987 sluttede kaosset brat. Alt for brat.

I sit tidligere opslag på Facebook beskrev Rasmus Tantholdt, hvordan faderen – formentlig fordi han var fuld – var stået af på den forkerte togstationen, og desorienteret og svajende havde stået på perronen og faldt under et gennemkørende tog.

Sorgen over at miste faren ramte ham som en hammer. Men følelserne var blandede.

For en stor portion lettelse skyllede også ind over ham. Lettelse over, efter i årevis at have dedikeret meget af sit liv til at passe på og beskytte andre, endelig at skulle prøve bare at være Rasmus.

Kunne tillade sig at fordybe sig i, hvad han egentlig selv havde lyst til.

36 år senere rammer tanken ham stadig. Hvordan hans liv ville se ud i dag, hvis hans far stadig var i live.

Af gode grunde kan han ikke vide det. Men én ting ved han. Og det er, at evnen til at navigere i kaos er én, som kommer ham til gode, når han befinder sig i verdens brændpunkter.

Du kan høre Radio4 programmet her.