Rasmus Seebach vælter sig i millioner efter huskøb: Her er hans nye megavilla


Rasmus Seebach har gjort en handel, der kunne gøre enhver jysk kræmmer misundelig.
Oplysninger fra Tinglysning viser, at popsangeren sammen med sin kæreste Julie Teglhus har købt en 439 kvadratmeter stor villa i Klampenborg.
Og det har ikke været en billig omgang.
Parret har nemlig måtte punge 40 millioner kroner ud for deres nye hjem.
Det var Ekstra Bladet, der var først med historien.
Selvom 40 millioner måske er et tal, der slår luften ud af de fleste, har Seebach og kæresten faktisk gjort sig en rigtig god handel.
Villaen blev nemlig sat til salg i oktober 2023 for hele 47 millioner kroner.
Kun to år tidligere blev villaen dog solgt til under det halve af den pris.
Som noget nyt i kæresteparrets historik med huskøb deler de nu huset.
Rasmus Seebach ejer 90 procent af huset, mens Julie Teglhus ejer de resterende ti.
Indtil nu, har det været sangeren, der selv stod for parrets huskøb.
Med det nye hus ender Seebach med at kunne fore sine lommer med millioner af kroner.
Tidligere i november solgte han nemlig huset i Hellerup for 48,5 millioner kroner.
Det købte han i 2019 for 39,75 millioner kroner, skriver Se og Hør.
I forbindelse med hussalget sagde Julie Teglhus til mediet, at parret godt kan lide at flytte.
»Vi er ikke så gode til at blive boende samme sted i længere tid ad gangen,« sagde hun.
B.T. har gennem Rasmus Seebachs manager, Nicolaj Bundesen, forsøgt at få en kommentar om det nye hus.
Han er dog ikke vendt tilbage på henvendelsen.
De nye boligejere er forældre til børnene Hallie Lucia, Holger og Helmut. De har dannet par siden 2013.