»Uha, nu bliver det pludselig meget virkeligt,« lød det fra Rasmus Seebach, da han onsdag ankom til Dario Campeottos bisættelse på Frederiksberg.
Den populære sanger har kendt Dario Campeotto hele sit liv, da Seebach-familien og Dario Campeotto boede over for hinanden i hans barndom.
Rasmus Seebach fulgtes til bisættelsen med sin kæreste, Julie Teglhus, og da han foran indgangen til Lindevang Kirke blev spurgt, hvordan han vil mindes Dario Campeotto, svarede han først:
»Han var en god ven af familien.«
Rasmus Seebach tænkte herefter på dengang, hans far, Tommy Seebach, kæmpede med et alkoholmisbrug og tilføjede:
»Han var især virkelig god ved min far i en svær tid.«
Rasmus Seebach kunne herefter fortælle, at han som barn især havde delt glæden ved biler med Dario Campeotto.
»Dario stod altid på den anden side af gaden og samlede biler. Da jeg var lille, følte jeg altid, at man kunne gå over til Dario i garagen og få en sludder. Han har altid bare været der og var en god ven. Så det er sørgeligt.«
Dario Campeotto døde den 1. april, 84 år gammel, efter længere tids sygdom.
Ud over den nærmeste familie deltog en lang række af Dario Campeottos venner og kollegaer ved bisættelsen.
»Han var altid rar og imødekommende – og en sindssyg dygtig sanger,« lød det blandt andet fra Peter Mygind, der ankom med sin mor, Jytte Abildstrøm, som kunne tilføje:
»Da vi lavede 'Flyvende farmor' (Film af Wikke & Rasmussen, red.), og han sang på båden. Der kunne det ikke undgås, at man blev lidt forelsket i ham.«
»Han var det dejligste menneske, man kunne tænke sig,« lød det fra Ghita Nørby, der var gift med Dario Campeotto fra 1963 til 1969.
»Han var en stor sanger. En af de største stemmer vi har haft. Det bliver svært at skulle sige 'var' om Dario, men sådan er livet,« lød det fra Keld Heick.
Se flere reaktioner fra bisættelsen i videoen øverst.
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det, vi taler om':