Rapper og museumsdirektør værter på ny DR-program
Rane Willersslev og Marc Johnson er værter på nyt DR-program.

Rane Willersslev og Marc Johnson er værter på nyt DR-program.

DR stiller skarpt på våbenhistorien i det nye program "Store kanoner".
Her vil Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, der selv er jæger, sammen med rapperen Marc Johnson, der sidste år deltog i VM i pistolskydning, gå "tæt på kraften og teknologien bag nogle af krigshistoriens mest afgørende opfindelser".
Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.
I programmet "nørder vi alt fra økser og sværd i vikingetiden til tanks og maskinpistoler", skriver DR videre.
I hvert afsnit tager Rane Willerslev og Marc Johnson på roadtrip til et nyt terræn, hvor de slår lejr.
Her sætter de to "markante våben, der tidligere har mødt hinanden i et afgørende historisk øjeblik, overfor hinanden i en entusiastisk duel i målskydning, hvor æren og en historisk straf er på spil", lyder det om programmet.
Mens Rane Willerslev folder de historiske begivenheder ud, forklarer Marc Johnson det tekniske.
Marc Johnson, der fik sit gennembrud som solist i midten af 00'erne og har rappet sange som "Det passer", "Kig forbi", "Nasty" og "Bawler hele dagen", begyndte for seks års tid siden til præcisionsskydning.
Her blev han introduceret til IPSC, der handler om at ramme mål, mens man er i bevægelse, og han blev helt skudt i disciplinen.
For fire års tid siden begyndte han at stille op i stævner.
Sidste år blev han så udtaget af Dansk Sportsskytte Forbund til at repræsentere Dannebrog ved VM i Sydafrika.
I den forbindelse sagde han til TV 2 Sport, at han kunne bruge erfaringerne fra musikscenen på skydebanen.
- Når man har spillet mange shows og har hørt folk råbe ens navn, så får man altså sommerfugle i maven. Jeg har så fundet ud af, at jeg elsker det pres, sagde han til mediet.
Fra 30. juni deler han så i seks afsnit ud af sin ekspertise på DRTV og DR1.
"Store kanoner" er en del af DR's strategi om at styrke forståelsen af danskernes fortid, nutid og fremtid.
- Vi udvikler hele tiden på måden at formidle historie på, og det her er sidste skud på stammen, hvor vi forener eksperimentel arkæologi og veloplagt energi, siger redaktør Jytte Bergmann Moll i pressemeddelelsen.
/ritzau/