Radiovært indrømmer misbrug: Afhængig af kokain
Nima Zamani mener ikke, at folk med stofmisbrug bliver grebet af det danske system.

Nima Zamani mener ikke, at folk med stofmisbrug bliver grebet af det danske system.

Normalt er dét at tage kokain noget ekstremt lyssky, som sjældent indrømmes offentligt.
Men nu står jurist og tidligere radiovært Nima Zamani frem i et debatindlæg i Politiken og gør lige netop dét.
»Jeg er afhængig. Min afhængighed af kokain er en del af min historie,« lyder det i avisen.
Debatindlægget er dog mere end blot en indrømmelse.
Det er mest af alt et opråb og opgør med sundhedssystemets håndtering af personer med misbrugsproblemer, som Zamani selv har oplevet som afhængig.
Ifølge juristen trænger Danmark til et skifte fra »straf til omsorg.«
Han betegner skammen, som medfølger et misbrug, som et usynligt fængsel, som afskrækker folk fra at opsøge den nødvendige hjælp.
Desuden indrømmer han også i avisen, at det har været en smertefuld proces at skrive debatindlægget som afhængig.
Nima Zamani brød for alvor igennem som mediepersonlighed, da han var radiovært på Radio27syv.