Podcastværten, Sandie Westh, og hendes mand, Mikkel Skouborg, er blevet forældre igen.

Det er Sandie Westh selv, der på Instagram, deler den glædelige begivenhed:

»Sig hej til Vigga, som landede hos os i onsdags,« skriver hun ved siden af billedet af mor og datter.

»Hvilken vanvittig lykke. Hun er helt vidunderlig,« skriver hun videre. 

37-årige Sandie Westh og Mikkel Skouborg er også forældre til sønnen, Walther, der kom til verden i sommeren 2022. 

Også han er begejstret for sin nye titel som storebror.

»Storebror er ekstatisk. Mikkel og jeg er lettede over at det er overstået og taknemmelige for, at vi endnu engang fik lov til at tage vores barn med hjem,« skriver hun med henvisning til den ulykke, der overgik parret, da de ventede deres første barn.

Den 13. maj 2021 mistede de deres datter Vilma kun 55 minutter efter, at hun var blevet født.

Siden har Sandie Westh blandt andet lavet podcasten »Sorgens stemmer«, hvor hun undersøger emner som sorg og tab og reflekterer over, hvordan man lever videre med begge.