Da kødædende bakterier i sidste weekend spredte sig i Henrik Qvortrups krop, udviklede det sig til et vaskeægte mareridt.

Beskeden fra lægerne var, at han risikerede at miste et ben og i yderste konsekvens sit liv.

Forud viste sig at være 32 timer i koma, behandling i et trykkammer samt flere operationer.

Nu sætter Henrik Qvortrups hustru, Nanna Thoustrup, i Radio III podcasten 'Det, vi taler om' ord på den skræmmende episode.

Her fortæller Nanna Thoustrup, at hun allerede blev ramt af situationens alvor, da hun kørte i sin bil fra Bispebjerg Hospital mod Rigshospitalet, hvor hendes mand befandt sig.

»Jeg har en idé om, at det kan være kødædende bakterier. Så på den tur fra Bispebjerg til Rigshospitalet går der mange tanker igennem hovedet på mig. Noget af det, jeg tænker på, er, hvilke salmer der vil være relevante til en begravelse,« siger Nanna Thoustrup.

Henrik Qvortrup og Nanna Thoustrup har været gift i fire år. Foto: Henrik R. Petersen

De seneste år har hun læst teologi, og måske af den grund er salmerne netop den tanke, der slog hende på vejen til hendes syge ægtefælle, fortæller hun.

Heldigvis endte det ikke så skidt som frygtet. Behandlingen af de livsfarlige bakterier lykkedes, og Henrik Qvortrup er nu i bedring.

Men den skræmmende oplevelse har familien endnu ikke rystet af sig.

»Jeg tror, at vi alle sammen er rystede. Vi har oplevet lidt forskellige ting. Henrik oplevede jo at komme i koma og få det her chok, imens har vi andre stået ved siden af i halvandet døgn og fulgt ham fra sidelinjen. Det har været frygteligt,« siger hun.