Da Jeanne Boel i 1994 fik rollen som 'frøken Brahe' i TV2s første 'Pyrus'-julekalender 'Alletiders jul', tænkte hun, at det bare var et job som et hvert andet. Hun blev klogere.
I år genudsender TV 2 igen-igen den populære julekalender, og i den anledning har den i dag 62-årige skuespiller sagt ja til at afsløre en række sjove minder og ting, du måske ikke vidste om 'Pyrus'-universet.
Kan du mærke, hver gang TV 2 viser en af de gamle Pyrus-julekalendere?
»Jeg kan sådan set mærke det hele året, for det viser sig jo, at folk ser julekalender året rundt. Også om sommeren. Folk er virkelig søde, og det er ret fantastisk, at de gider bruge tid på at komme hen og sige tak.«

Hvordan fik du rollen som frøken Brahe?
»Jeg tror ikke, der var en kvinde i alderen 25-40 år, der ikke var til audition dengang. Alle jeg talte med havde været til audition på rollen, og så var jeg den heldige.«
Hvad var din første reaktion?
»Jeg tænkte bare 'nej, hvor fedt – et job! Jeg havde ikke lavet så meget tv forinden, så jeg vidste ikke, hvad sådan noget kunne afstedkomme, så jeg syntes bare, det var fedt at have noget at lave om sommeren ('Alletiders jul' blev optaget i sommeren 1994, red.)«
Hvad skete der så?
»Fordi vi lavede det om sommeren, havde jeg dybest set glemt alt om det, da det blev sendt. Så det kom fuldstændig bag på mig, hvor meget indvirken sådan noget havde at være på tv 24 dage i træk. Det var nærmest et chok.«

I en gammel artikel fra 1998 lyder det, at du blev populær især blandt de mandlige seere?
»Det var mest sagt med et glimt i øjet. Det var fordi, jeg havde været ude og se nisserne optræde i Lyngby Storcenter, og så kom der en meget sød lille pige hen til mig med sin lillebitte stemme og sagde, 'er det virkelig dig, der er frøken Brahe'? Jeg lagde ansigtet i de rette folder og sagde, 'jo, det er det'. Så sagde hun, 'jeg vil bare sige, at min far synes, du er enorm lækker'.«
Jeanne Boel tilføjer med et grin:
»Jeg døde af grin, for det var det sidste, jeg havde forventet af en yndig lille pige. Jeg troede bare, at hun syntes, at det var hyggeligt, at det var mig, der spillede frøken Brahe. Så det var altså ikke fordi, der stod horder af mænd foran min gadedør.«
Kendte du Jesper Klein, der spillede rigsarkivar Bertramsen, før I gik i gang med optagelserne?
»Jeg kendte jo til Jesper, men havde aldrig mødt ham før. Jeg kunne godt mærke, at han lige skulle bruge 14 dage på at se, hvad jeg var for en. Jesper var i virkeligheden meget genert og introvert, men når han først kastede sin kærlighed på, en så blev det livslangt.«
Jeanne Boel fortsætter:
»Vi kom til at holde rigtig meget af hinanden og kaldte hinanden 'far' og 'datter'. Det var skønt at spille sammen med ham, og han var ufattelig viden omkring alting. Scenografien havde vi jo lånt fra det rigtige Rigsarkiv, så når vi havde pauser, stod Jesper og bladrede i alle deres kartotekkort. Det var ret fantastisk.«

Plot-twistet i 'Alletiders jul' er, at Bertramsen er frøken Brahes far. Vidste du det fra start af?
»Ja, det tror jeg nok. Jeg har en helt tydelig erindring om, at jeg læste hele manuskriptet, da jeg fik det. Så det har jeg vidst.«
I 'Alletiders jul' kommer frøken Brahe hele tiden med wienerbrød til Bertramsen. Hvor meget fik I spist under optagelserne?
»Det kan jeg ikke huske, men jeg kan sige, at det var ikke nogen fornøjelse at spise alt det wienerbrød, for det var jo tørt. Når det ligner, at vi sidder og drikker varm gløgg eller varm kaffe, var det også bare iskold saftevand. Så det hele er en illusion.«

Hvordan kan det være, at du også står noteret som koreograf på julekalenderen?
»Jeg er gammel danser og koreograf, så det var oplagt, at når jeg alligevel var i lokalet, og der skulle laves dansetrin til de mange sangnumre, så var det mig, der lavede det.«
Hvad er dit forhold til 'Alletiders jul' i dag?
»Vi er alle meget stolte af den, og selvom man godt kan se, at den rent teknisk er lidt bedaget i dag, synes jeg godt, vi stadig kan stå på mål for det. Det er nogle gode historier Martin Miehe-Renard (Instruktør og manuskriptforfatter, red.) fik lavet.«
