Da den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen afslørede, at han havde fundet kærligheden med en ny kæreste, var det langt fra planlagt.

For mens han sad som gæst i DR-podcasten 'Peter og profeterne', gled nyheden pludselig ud.

Det forklarer han mandag aften, da han sammen med podcastens vært, Peter Falktoft, gæster DRs 'Aftenshowet'.

»Jeg havde faktisk slet ikke planlagt at sige det her (I podcasten, red.). Nogle gange opdager jeg, selv der hvor jeg er nu i alderen, at det ikke alt sammen er forudberegnet. Nogle gange kommer der en inspiration til mig,« siger Poul Nyrup Rasmussen i 'Aftenshowet'.

Dog var det ikke kun Poul Nyrup Rasmussen selv, der blev overrasket over afsløringen.

Også værten Peter Falktoft fortæller i 'Aftenshowet', at han ikke havde regnet med, at den tidligere statsminister ville åbne op på den måde.

Michala Petri og Poul Nyrup Rasmussen havde kendt hinanden i omkring tre til fire måneder, da han afslørede deres forhold. Det fortæller han i podcasten for nogle uger siden.
Michala Petri og Poul Nyrup Rasmussen havde kendt hinanden i omkring tre til fire måneder, da han afslørede deres forhold. Det fortæller han i podcasten for nogle uger siden. Linda Kastrup

Interessen for hans nyfundne kærlighed blev pludselig enorm, og kort tid efter valgte den tidligere statsminister da også at sætte navn på den nye romance.

Det var den 67-årige blokfløjtespiller Michala Petri, som han på det tidspunkt fortalte, at han havde dannet par med i omkring to til tre måneder.

Poul Nyrup Rasmussen dannede længe par med den tidligere politiker Lone Dybkjær, der gik bort for fem år siden efter længere tids kræftsygdom.