Kan pop- og rockstjerner også blive starstruck?

Ja, selvfølgelig kan de det, og Poul Krebs fortæller herunder, hvordan han blev benovet, da han pludselig stod ved siden af en vaskeægte verdensstjerne.

B.T. møder den 70-årige rockveteran på Smukfest, hvor han onsdag blev rørt over at se, hvordan publikum strømmede til hans koncert, selvom det var tidligt på dagen.

»Jeg tror, det er den bedste oplevelse, vi nogensinde har haft på Smukfest, fortæller Poul Krebs til B.T. og fortsætter:

»Følelsen af at spille for folk, mens de kommer og der bliver mere og mere pakket. Det er en bedre oplevelse end at skulle samle publikum op fra et andet band.«

Han tilføjer:

»Det var bare virkelig rart. En super varm og rørende oplevelse.«

Og så til dengang Poul Krebs blev starstruck.

Sting på Smukfest i 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Det foregik også på Smukfest og skete i 2016, da verdensstjernen Sting var på programmet.

»Udover at jeg engang har fået en personlig signeret sætliste af Springsteen, så er Sting den mest sympatiske helt, jeg har mødt,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg blev starstruck, fordi det var så rørende at møde ham.«

Han fortsætter:

»Da Prince kom (På Smukfest i 2013, red.) skulle alt være lilla og afspærret. Da Sting var der, skulle han bare have en lille briks, han kunne hvile sig på og en kop grøn te. Det var noget helt andet.«

»Jeg hilste kort på ham ved et tilfælde, da jeg stod i siden af scenen til en Gnags-koncert. Jeg havde ikke opdaget, at han stod ved siden af mig, så da det gik op for mig, var jeg sådan 'shit, jeg står ved siden af Sting!'«

Poul Krebs tilføjer:

»Han stod også bare og så Gnags. Det var bare et mega rørende øjeblik at møde en verdensstjerne som var så gennemsympatisk og helt nede på jorden.«.

Her kan du følge B.T.s livedækning af Smukfest 2026.