Peter Ingemann er tilbage med et af sine populære tv-programmer.

Den 51-årige tv-vært har på det seneste kørt Danmark rundt på knallert og lavet historieprogrammer, men nu vender han tilbage med en gammel kending - med blandt andre Janni og Karsten Ree.

Der er tale om en ny sæson af 'Størst'.

TV 2 skriver, at Peter Ingemann i den kommende sæson blandt andet kommer forbi Europas største by, Istanbul og kigger på verdens største fysikeksperiment i Frankrig.

Undervejs går han også i  'fodsporene på en af Danmarks største forfattere i Afrika', og her dukker et yderst omtalt par pludselig op i form af Karsten og Janni Ree.

For tiden ligger de i skilsmisse, men de var stadig sammen tilbage i januar, da programmet blev optaget, og derfor vil man i den nye sæson opleve Peter Ingemann besøge dem på Karsten Rees 'Karen Blixen Camp' i Kenya.

Janni Ree afslørede allerede den 10. januar, at de havde haft besøg af Peter Ingemann via et opslag på Instagram, og TV 2 bekræfter nu også overfor B.T., at de er med.

(Se hvornår programmet får premiere under billedet)

Det er fem år siden, at Peter Ingemann sidst tog rundt i verden og så på store ting.

Peter Ingemann udtaler til TV 2:

»Der var en form for metaltræthed mellem programmet og mig til sidst. Det skal være lysten, der driver værket, og seerne kan jo mærke, hvis man ikke brænder for tingene.«

Han tilføjer:

»Med al respekt for de foregående sæsoner, så er denne her nok den mest helstøbte. Der er en god blanding af både typiske og atypiske ’Størst’-ting med.«

Den nye sæson af 'Størst' får premiere på TV 2 den 15. september.