Søndag efter søndag har de underholdt danskerne på P4, men nu er det slut.

Det populære DR-program 'Badabing' sendte søndag for sidste gang, og på Instagram skriver vært Carsten Bang:

»Hele holdet bag 10 års 'Badabing' takker af! Takker alle de, der gæstede os … og ikke mindst alle de, der lyttede med! Tak.«

Sidste udsendelse havde Lars Hjortshøj med i studiet. 

Han var selv med til at starte radioprogrammet som vært i 2014, og i et lydklip på Carsten Bangs Instagram-side kan man høre Lars Hjortshøj tage afsked med 'Badabing':

»Vi er i dag samlet for at tage afsked med 'Badabing'. Efter 10 år som danskernes foretrukne, ugentlige, satiriske stikpille forlader 'Badabing' nu P4 og stiger til himmels. Programmet er ikke længere. 'Badabing' efterlader sig over 800.000 lyttere og næsten lige så mange mellemledere i Danmarks Radio. Smil i fred og i hjertet. Tak fordi du lyttede med.«

DRs kommunikationsafdeling bekræfter overfor B.T., at 'Badabing' lukker. 

B.T. arbejder på at uddybende begrundelse fra DRs ledelse.

På Instagram har en bruger i kommentarsporet til Carsten Bangs opslag spurgt, hvorfor man lukker 'Badabing'.

Her svarer Carsten Bang:

»Svært ved at svare på det. En beslutning nogle mennesker på DR har taget.«