Med løfte om en lejlighed i København betalte flere unge mennesker mange tusinde kroner for at rejse til Danmark og forfølge deres livslange drøm.
Men løgne, falske løfter og en gæld på flere millioner endte i stedet med at smide dem på gaden i et fremmed land og knuse deres drømme om en anerkendt danseuddannelse.
B.T. kunne mandag fortælle om den nu tidligere ejer af danseskolen Copenhagen Dance Space, Josefin Bjerkensjöe Canfields, store milliongæld til blandt andet tidligere elever, undervisere og udlejere.
Flere tidligere elever fortæller nu til B.T., hvordan de efter at være fløjet ind fra alle hjørner af Europa og sågar Sydamerika, fra den ene dag til den anden blev smidt på gaden uden noget sted at tage hen.
Pludselig kom politiet
En af dem er 23-årige Nicolette McCormack, der rejste til Danmark fra Skotland for at starte på den prestigefyldte danseskole i 2023, og for hende startede mareridtet allerede ved ankomst i København.
Lejligheden i Vanløse, hun var blevet lovet, stod nemlig ikke klar, og derfor redte Josefin Bjerkensjöe Canfield i stedet op til dem i dansestudiet.
»Vi endte med at bo i Copenhagen Dance Space' dansestudie, hvorefter vi blev kastet rundt mellem forskellige Airbnbs, som vi selv skulle finansiere, indtil lejligheden endelig var klar, « fortæller Nicolette McCormack.
Ved du noget om sagen? Skriv til journalisterne direkte på khas@bt.dk.

Aftalen var, at Nicolette McCormack hver måned overførte huslejen på 7000 kroner til Josefin Bjerkensjöe Canfield, som herefter sendte pengene videre til lejlighedens udlejer.
Sådan viste det sig langt fra at fungere i praksis. Under et halvt år efter, bankede politiet på døren i lejligheden i Vanløse.
For selvom Nicolette McCormack havde betalt husleje til dansedronningen hver måned, havde udlejeren ikke modtaget én eneste krone i over et halvt år.
»Politiet havde et brev med, hvor der stod, at vi blev smidt ud af lejligheden med omgående virkning. Vi skulle officielt forlade lejligheden en uge efter,« siger Nicolette McCormack til B.T., som er i besiddelse af brevet, politiet medbragte.
B.T. har været i kontakt med en lang række tidligere elever på skolen, som har været udsat for præcis samme scenario som Nicolette.
Flere kilder fortæller, hvordan de slet og ret er blevet smidt på gaden med deres ting uden nogen plan for, hvor de skulle tage hen, mens Josefin Bjerkensjöe Canfield midlertidigt rykkede andre ind i andre lejligheder og Airbnbs.
I dag er Nicolette McCormack chokeret over den behandling, de fik, og står tilbage med en grim følelse af at være blevet snydt og manipuleret med.
»Jeg er virkelig rasende, og jeg er ekstremt skuffet, men jeg er overhovedet ikke overrasket. Jeg har aldrig rigtig stolet på hende efter den behandling, vi fik i starten.«
Hvis du ikke var overrasket over det, hvorfor fortsatte du så på skolen og fortsatte med at lægge dine penge i hendes hænder?
»Jeg følte ikke, jeg havde andre muligheder. Jeg brugte sammenlagt 160.000 kroner på uddannelse, rejser og lejligheden, og de penge var jo spildt, hvis jeg tog hjem,« fortæller hun.

'Har brugt pengene på noget andet'
B.T. har forelagt Nicolette McCormacks påstande og kritik for Josefin Bjerkensjöe Canfield, som lægger sig fladt ned og går til bekendelse.
»Det er fuldstændig rigtigt. Jeg har ikke flere penge. Der er ikke noget nyt under solen. Jeg har brugt pengene på noget andet for at overleve,« forklarer hun.
Nicolette er langt fra alene med sin historie. Vi har snakket med flere, som har været udsat for det samme – kan de regne med at få deres penge tilbage?
»Det øjeblik, jeg har ro til at få et arbejde, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at betale folk tilbage. Jeg er nødt til at gå i retten og få en advokat til at sørge for en afbetalingsordning, som jeg kan betale af på resten af mit liv.«
Hun beretter også om, at hun er blevet indlogeret en periode i dansestudiet, og både hun og flere øvrige kilder er blevet smidt rundt mellem forskellige Airbnbs, som de selv har betalt for – kan du bekræfte det?
»Ja, der er ikke noget af det der, der ikke er rigtigt. Jeg havde ikke styr på en skid. Der er ikke noget af alt det økonomiske, der forkert.«
Flere af de kilder er jo blevet fløjet ind fra forskellige steder i verden til et land, de ikke kender, for så at blive sendt på gaden – hvordan har du det med det?
»Ja, hvordan tror du, jeg har det? Du kan sgu da regne ud, hvordan jeg har det. Min drøm var at give dem det år (på danseskolen, red.). Tror du virkelig, at jeg sidder og tænker, at det er ligemeget? At jeg er ligeglad med de her mennesker? Det er virkelig et dumt spørgsmål,« lyder det fra en tydeligt berørt Josefin Bjerkensjöe Canfield.
Den 43-årige dansedronning indrømmer selv overfor B.T., at hun for aflyste kurser alene skylder tre millioner kroner. Ifølge Facebookgruppen 'Victims of Josefin's Fraud' er beløbet, der er indskrevet fra medlemmerne, nærmere fem millioner.
