Søndag løb et anderledes afsnit af 'Det sidste ord' over skærmen.

Det var nemlig nyligt afdøde Jytte Abildstrøm, der havde taget rekvisitter med i Mikael Bertelsens kendte portrætformat – og hun deltog efter råd fra sin søn, skuespilleren Peter Mygind.

»Ja, men jeg var også nervøs omkring det,« indrømmer Peter Mygind til B.T.

Han og hans bror Lars Mygind fik lov at se programmet, før det blev sendt. Og de var heldigvis »meget glade og taknemmelige« for, hvordan det endte ud.

Jytte Abildstrøm var med i Mikael Bertelsens portrætprogram 'Det sidste ord', hvor optagelserne først vises efter personens død. Foto: Klaus Vedfeld / TV 2
Jytte Abildstrøm var med i Mikael Bertelsens portrætprogram 'Det sidste ord', hvor optagelserne først vises efter personens død. Foto: Klaus Vedfeld / TV 2
Vis mere

»Min mor ringede til mig i sin tid, da Mikael henvendte sig, og spurgte, hvad det var for noget, for hun vidste ikke, hvad det var. Men jeg sagde, at Mikael skal nok passe på dig,« forklarer Peter Mygind.

Og det gjorde tv-værten heldigvis. Han »tog hende i hånden«, som sønnen forklarer det.

For den 61-årige skuespiller kunne godt se, at hans mor var afkræftet allerede dengang omkring april-maj, hvor programmet blev optaget.

»Hun var gammel og havde det svært, jeg kunne se, at allerede der var hendes nyrer ved at stå af. Hun havde så meget vægt i kroppen, hun kunne dårligt nok gå op. Så hun kæmpede allerede på det tidspunkt.«

Jytte Abildstrøms sønner, Lars og Peter Mygind, bar hendes kiste ud, da hun lørdag 11. januar blev bisat fra Frederiksberg Kirke.
Jytte Abildstrøms sønner, Lars og Peter Mygind, bar hendes kiste ud, da hun lørdag 11. januar blev bisat fra Frederiksberg Kirke. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men trods skavanker lykkedes Jytte Abildstrøm med at komme igennem med »sin måde at se verden på«.

»Det var brutalt og hårdt at se, men jeg synes, at det var virkelig smukt, fordi min mors ord får lov at stå for den, hun er,« siger Peter Mygind.

»Altså at starte et portrætprogram med at lære en fugl, der ikke kan flyve, at flyve på ryggen! Det der med at skabe håb, det var jo det, min mor ville. Og så sluttede hun med et digt af Halfdan Rasmussen, som i virkeligheden er et antikrigsdigt. Det rørte mig sindssygt meget.«

Jytte Abildstrøm startede 'Det sidste ord' med at hive en fugl op af sin medbragte røde kuffert. Foto: Klaus Vedfeld / TV 2
Jytte Abildstrøm startede 'Det sidste ord' med at hive en fugl op af sin medbragte røde kuffert. Foto: Klaus Vedfeld / TV 2
Vis mere

Tusinder af henvendelser efter »enormt stærk« afsløring
Men andre blev også rørt. 

For siden 'Det sidste ord' blev sendt på TV 2 er Peter Mygind blevet »overvældet« af de »mange tusinder af henvendelser«, han har fået.

»Hun har sat en hel bølge i gang nu, kan jeg mærke. Folk stopper mig og kan slet ikke slippe min hånd, fordi de er blevet så ramt af Jyttes ord. Det er jo enormt smukt, men puha, jeg har også rigeligt i min egen sorg, så jeg skal nogle gange lige trække vejret i det. Men det er jo fantastisk,« siger Peter Mygind ærligt.

»Min mor stod jo ved at snakke om sine livsværdier, og det synes jeg er enormt stærkt. Samtidig med at hun også fik sagt nogle ærlige ting omkring de valg, hun har taget i livet,« forklarer han.

Jytte Abildstrøm fortalte ikke mindst en rørende historie om, hvordan sønnerne for mere end et årti siden inviterede hende med i sommerhus og tvang hende til at slippe sin »bondeanger« over ikke at have været tilstedeværende nok i deres unge dage.

»De sagde: 'Du var mor og umulig, men når du var der, var det skide skægt, og vi elsker dig, og så er den ikke længere,« fortalte Jytte Abildstrøm med et smil i 'Det sidste ord'.

»Nogle gange må man tage sine forældre i hånden og få dem til lige at tilgive nogle ting. Der findes ikke perfekte forældre. Det ved jeg også fra mig selv og mine sønner, de er også nogle gange efter mig,« tilføjer Peter Mygind nu.

»Vores mor tog jo bare nogle arbejdsmæssige valg, men hun og min far havde også råd til det, for vi havde en barnepige, som passede os hele vores liv. Vi fik jo mad på bordet, så vi er jo ikke blevet svigtet andet end, at vi ikke har set vores mor så meget i forhold til andre.«

Peter Mygind selv er heller ikke i tvivl om, at hans mor tog historien op i portrætprogrammet, fordi hun ville inspirere andre mødre og deres børn til at tilgive dem selv og hinanden.

Peter Mygind og mor Jytte Abildstrøm tilgav hinanden og formede et meget nært forhold, selvom hun prioriterede arbejdet som teaterchef i sønnernes barndom.
Peter Mygind og mor Jytte Abildstrøm tilgav hinanden og formede et meget nært forhold, selvom hun prioriterede arbejdet som teaterchef i sønnernes barndom. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er godt, at hun sætter ord på det. For kvinder skal også have lov til at være ambitiøse og blive hyldet for det. Mænd bliver ikke udskammet for at ofre familien eller udspurgt om, hvor mange gange de har lavet mad eller hentes deres børn i børnehaven,« pointerer skuespilleren.

Heldigvis nåede familien altså at tale det hele igennem og tilgive hinanden, inden Jytte Abildstrøm gik bort 90 år gammel den 2. januar.

For samværet kom de efter.

»Jeg har fået lov til at spille teater med hende i mange år på Riddersalen, der startede jeg jo som 19-årig. Så min mor har betydet sindssygt meget for mig,« slår Peter Mygind fast.

For nylig fortalte han »dybt rystet«, hvordan svindlere udnyttede hans mors død til at snyde penge ud af folk. Læs mere om det HER.

Andre læser også