Peter Mygind havde en uvane, han smed for mere end 15 år siden.

Den 59-årige skuespiller brugte nemlig råberi som et 'våben' mod sin familie, men under en samtale med en familieterapeut skete der noget, der fik ham til – ganske succesfuldt – at lægge sit gamle våben på hylden.

Det fortæller han i P1-programmet 'Hemmeligheder', da turen er kommet til, at han selv som gæst skal dele en hemmelighed.

»Det er ikke noget, jeg har snakket særligt højt om det her, så det er på en måde en hemmelighed, at når det knækkede for mig, så råbte jeg sindssygt højt. Så kunne jeg lige skrue op,« fortæller Peter Mygind.

»Og det blev ligesom mit våben. Og desværre også indimellem over for Lise, min hustru, når jeg ikke kunne svare igen lige så klogt, som hun. Så kunne jeg brøle et eller andet, og så stod det hele stille. Og det slutter brat, da vores yngste søn er ni år, og Julius er de her 13-14 år.«

For dengang i 2007 blev den ældste søn, Julius Mygind, overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for tre uger.

Særligt det sidste overfald var »rigtig brutalt og voldsomt«, så familien »går i chok« og beslutter sig for at tage hen til en familieterapeut.

Her beder terapeuten så familiens yngste medlem, sønnen Valdemar, om at fortælle om sin familie.

Peter Mygind, hans kone Lise og de to sønner Julius og Valdemar på besøg hos deres fadderbarn Chunga i Indien tilbage i 2012.
Peter Mygind, hans kone Lise og de to sønner Julius og Valdemar på besøg hos deres fadderbarn Chunga i Indien tilbage i 2012.
Vis mere

»Der tænker jeg: 'Wow, nu siger vores niårige søn noget, der ligesom vil give hele familien en gave, og vi vil vokse og blive en endnu federe familie' og sådan noget. Og så siger Valdemar på ni år: 'Jeg råber en gang imellem, fordi det gør min far også',« fortæller Peter Mygind i radioprogrammet.

Han prøvede dengang at komme med indvendinger, men terapeuten insisterede på at lade Valdemar tale.

»Det var sindssygt ydmygende for mig, at jeg sådan blev udstillet der af min niårige søn, som bare sad helt roligt. Og jeg vil lige understrege: Jeg har aldrig haft børn, der har været bange for at sige, at jeg er dum, eller jeg er for meget, men det har alligevel fyldt noget. Og der besluttede jeg mig for, at nu vil jeg være en far, der sætter grænser, siger fra, uden jeg behøver at skrue den op på 180 decibel.«

Privat danner Peter Mygind par med journalist og tidligere tv-vært Lise Mühlhausen, som han har været gift med i mere end 25 år.

I dag er parrets ældste søn, Julius Mygind, 31 år, mens deres yngste, Valdemar Mygind, er 26.

Familien bor sammen i et familiekollektiv i en villa i Charlottenlund.