Peter Ingemann afslører: 'Jeg tager altid to sovepiller'
De mange rejsedage kræver disciplin for den kendte tv-vært.

De mange rejsedage kræver disciplin for den kendte tv-vært.

De fleste kender det. Du ligger og vender og drejer dig og kæmper med at falde i søvn.
Netop dét har den folkekære tv-vært Peter Ingemann »altid haft problemer med«.
Nu afslører han overfor Her&Nu, at han altid tager to sovepiller, inden han skal sove, når han er afsted på en af sine mange arbejdsrejser.
I starten af sin 25 år lange karriere var det ligegyldigt, om han nåede fire eller otte timer. Men han er også blevet ældre, forklarer han.
Efter han blev ramt af stress, lagde han sine vaner om.
»Jeg spiser senest aftensmad ved 18-tiden, når vi kommer tilbage til hotellet efter optagelser. Og så går jeg i seng mellem 19.30 og 20.30,« siger han og uddyber:
»Det kan være, jeg lige skal læse op på noget en times tid, og så falder jeg i søvn til en eller anden nørde-dokumentar på YouTube om det emne, vi har. Jeg tager altid to sovepiller. Men det er kun, når jeg er på optagelser, jeg på den måde slukker for 'computeren'.«
Rutinen er blevet mere og mere nødvendig gennem årene. Ellers kan han ikke holde til det, uddyber han.
Peter Ingemann har mellem 80 og 100 rejsedage om året.
Peter Ingemann blev folkeeje som vært på DR-programmet 'Hammerslag' og har siden rejst vidt og bredt med tv-folk i ryggen.