Peter Birch har tidligere ikke lagt skjul på, at han stadig håbede på, at han og Nynne Larsen kunne finde sammen igen.

Realityparret gik nemlig officielt fra hinanden i juni, og nu åbner Peter Birch igen op om, hvordan livet efter bruddet er.

Det sker i et interview med HER og NU. 

Her forklarer realitystjernen, at selvom de to er gået fra hinanden som »gode venner,« så forsøger de alligevel at holde noget afstand til hinanden.

Og det er der en særlig grund til, lyder det fra Peter Birch:

»Så der ikke skal komme følelser igen. Hun bor for sig selv, og i starten var vi meget sammen, men hun har gjort det klart, at hun ikke gider mere.«

Ligesom tidligere fortæller Peter Birch ellers åbent, at han havde håbet, han og Nynne Larsen kunne finde rytmen som par igen. 

Eksparret mødte hinanden i 2024 under tv-optagelser, og sammen har de sønnen Elmer. 

Nynne Larsen har tidligere forklaret, at hun tog »den endelige beslutning« om at de to ikke skulle være et par længere.