For tre måneder siden blev realityparret Peter Birch og Nynne Larsen forældre til sønnen Elmer.
Men for bare en måned siden startede rygterne så med at svirre for fulde drøn om, at de nybagte forældre skulle være gået fra hinanden.
Men faktisk pustede de selv bevidst til rygtebålet, afslører parret nu til B.T.
Steder som Reddit nåede ellers at få erklæret Peter Birch og Nynne Larsens forhold for fortid, efter parret havde unfollowed hinanden på Instagram og fjernet flere af deres billeder sammen.
Men alt er altså fryd og gammen mellem dem, forsikrer de nu.
Tværtimod var der et særligt formål med at sætte fut i rygterne, lyder det.

Det er ikke så lang tid siden, der gik lidt rygter om, at I var gået fra hinanden – der var måske et bump på vejen, der blev slettet nogle billeder – hvad handlede det om?
»Jeg tror bare, vi skulle ud og drille folk lidt. Altså, folk har så pisse travlt med, hvad vi går og laver, især med vores søn, så det var meget sjovt at se, hvad der egentligt sker, når man går ind og sletter, og det var bare en lavine. Så det var mere for at sige: Slap nu af,« fortæller Nynne Larsen.
Så det var et lille mediestunt?
»Jeg tror ikke, nogen af os havde regnet med, at det ville komme så langt ud. Det startede med, der var nogen, der skrev til mig, om vi var gået fra hinanden, og så tror jeg bare, jeg er træt af, at folk har så pisse travlt. Så slettede vi lidt billeder,« forklarer Nynne Larsen.

Peter Birch mener dog også, at Nynne Larsen måske var lidt for hurtig til at spøge rundt for at stikke til sine lidt for nysgerrige følgere.
»Nogle gange går tingene bare meget stærkt, og så har Nynne bare en meget stor platform og mange, der følger med i, hvad hun laver,« uddyber Peter Birch.
Men I har hele tiden haft det godt, der har ikke været nogen rigtige problemer?
»Nej, overhovedet ikke. Altså, vi er trætte, men det tror jeg er meget normalt,« siger den nybagte mor med et smil.
»Vi ville da lyve, hvis vi sagde, at vi ikke var uvenner ligesom alle andre, men derfor finder vi jo ud af tingene, og vi er hurtigt gode venner igen,« tilføjer Peter Birch.
I dag har sønnen Elmer det også herligt, lyder det, men kort efter fødslen måtte parret indlægges med deres nyfødte første fælles barn. Læs mere om det HER.