Sangerinden Pernille Rosendahl brød massivt igennem i midten af 00'erne med bandet Swan Lee.
Men det feterede rockstjerneliv havde i dén grad også en bagside, og det er blandt andet den, Pernille Rosendahl udfolder i sin nye erindringsbog 'Lille kæmper', der udkommer mandag og er skrevet i samarbejde med journalist Maria Brus Pedersen.
Bogen gennemgår Rosendahls liv i nedslag og fokuserer gennemgående også på de hårde arbejdsvilkår i musikbranchen og bagsiden af medaljen ved at blive et kendt og feteret navn i offentligheden.
For Pernille Rosendahl betød det blandt andet, at hun gennem flere år måtte leve med forskellige stalkere.
'Jeg har forskellige stalkere gennem alle årene, den ene sender mig pakker med ituklippet undertøj og store seriemorderagtige plancher med meget voldsomt materiale. Trusler om voldtægt.'
'En anden tror, vi er gift. Han sender mig eksplicitte beskeder om, hvordan jeg ligger ved siden af ham i min brudekjole,' skriver Pernille Rosendahl i bogen 'Lille kæmper'.
Sangerinden beskriver også i bogen, at hun endte med at bruge meget tid på dokumentere stalkingen, før politiet tog sagen alvorligt.
Det fremgår dog ikke af bogen, hvordan forløbet endte.
Bogen 'Lille kæmper' udkommer på forlaget People's mandag den 24. november.

