Sidste år - og et godt stykke tid ind i det nye år - svirede rygterne om en romance mellem Pernille Nygaard og DR-vært Kåre Quist.

Der blev dog lagt endelig låg på den i april, da Pernille Nygaard slog fast, at deres relation, hvad end det så havde været, ikke længere var aktuel, men at de fortsatte som gode venner.

Kærligheden har dog alligevel fået lov til at blomstre for den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager og jurist. I et opslag på Instagram kan hun således afsløre en ny 'gammel' kæreste.

»Der er et ordsprog, som lyder: 'Hvis det er meningen at to mennesker skal være sammen, vil de altid finde vej tilbage'. Og det gjorde vi. Efter en ulidelig lang pause uden dig i mit liv efter næsten 7 år sammen i tykt og tyndt,« skriver hun til et billede af de to i omfavnelse i vandet.

Og der er helt åbenlys en lang historik mellem Pernille Nygaard og kæresten, som hun ikke sætter navn på.

De har således både studeret sammen, boet sammen og arbejdet sammen. Oveni det har hun delt et billede af deres første kys fra 2016.

»Jeg elsker dig forevigt, jeg er forelsket i dig forevigt og har været det siden den dag på rusturen, hvor jeg sang for dig,« skriver hun og slår fast, at han ikke blot er hendes bedste ven, men forhåbentlig også en dag hendes mand og far til fremtidige børn.