Hun tog afstand fra handlingen, da kendte kvinder tilbage i 2008 i Ekstra Bladet gav deres besyv på, hvad de mente om sagen om Jeppe Kofoeds forhold til en dengang 15-årig DSU'er.
Her mente Paula Larrain ikke, at det var i orden, at den tidligere udenrigsminister havde haft et seksuelt forhold til en 15-årig.
»Man har måske lov til at dyrke sex med en 15-årig, men i forhold til en 34-årig mand er en pige på 15 stadig at betragte som et barn. Når det så er sagt, så tror jeg ikke, at nogen af parterne kommer til at tage varig skade,« fortalte hun.
Siden har hun til B.T. i 2020 fortalt, at hun gerne vil trække den sidste del af sin udtalelse om varig skade tilbage, da hun ikke har mulighed for at vide noget om dette.
Og med sagen om den nu tidligere Moderat-politikers kæresteforhold til en 15-årig pige, har Paula Larrain udtalt sig igen.
Det gør hun til Radio4 og på det sociale medie X.
'Jeg synes stadig – ligesom dengang, at det er udtryk for dårlig dømmekraft. Det er forkert, at mænd i den alder har forhold til teenagepiger. Og ligesom i 2008 mener jeg stadig, det er forkert, når medier graver løs i folks private liv,' skriver hun og fortsætter:
'Dengang var det Se og Hør og EB. I dag er det langt bredere. Den omfattende omtale er i sig selv skadelig for den 15-årige. Nu som dengang,' lyder det.
Mike Fonseca er efter afsløringen af hans forhold til den unge pige, der går i 9. klasse, sygemeldt på ubestemt tid.
Han blev smidt ud af Moderaterne, da partiet har et adfærdskodeks, hvor der står, at man som medlem ikke må være i en seksuel relation med nogen under 18 år.
»Deltagelse i seksuelle aktiviteter med børn (personer under 18 år) er ikke tilladt. Fejlagtig opfattelse af et barns alder er ikke et forsvar, skriver Moderaterne i deres adfærdskodeks.
Det er ikke første gang i denne folketingsperiode, at Moderaterne mister en MF'er.
Tidligere har Jon Stephensen meldt sig ud af Moderaterne for at fortsætte som løsgænger. Også han havde ifølge partiet fået besked om, at han ikke kunne fortsætte som medlem af Moderaterne.
Jon Stephensen gik på orlov i april efter en sag, hvor han havde sendt en række beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år.