De sidste stråler havde boret sig ind i hendes krop – direkte ind i det onde – og drænet for energi ringede hun som aftalt til sin mand, så hun kunne blive hentet. Men han tog den ikke. En sjælden gang gav hendes ellers ukuelige sind efter.

»Dér brød jeg sammen. Jeg er så stærk i mange sammenhænge, men lige præcis dér var jeg meget sårbar og følte, at kunne han ikke lige denne sidste gang have været dér,« siger Patricia Asbæk og ryster på hovedet.

»Jeg har tit følt, at han prioriterede kunstnerne før én, at jeg altid fik en tredjeplads i hans liv. Lige dér synes jeg godt, at jeg kunne have været første prioritet,« tilføjer hun.

Men smiler så.

For der er en grund til, at hun og hendes mand Jacob Asbæk har været sammen i 57 år. Den vender vi tilbage til.

Det er i biografien 'Skal åbnes ved min død', at den 78-årige gallerist afslører, at hun sidste år blev ramt af brystkræft.

Men i dag har hun det godt. Er erklæret rask.

Wakeupcall
»Knuden er væk, og jeg får den behandling, jeg skal have, for at det ikke kommer igen,« siger Patricia Asbæk med et taknemmeligt smil.

»Men at få konstateret kræft var selvfølgelig et wakeupcall og måske grunden til, at det blev aktuelt at skrive bogen. For jeg kom jo til at reflektere over nogle ting og tale mere med mine nære.«

»Og især børnene syntes, at bogen kunne være en god beskæftigelse, så jeg havde noget at gå op i. For du bliver hurtigere rask, hvis du har et formål.«

Formål med sit liv har Patricia Asbæk dog haft i mange årtier. Et liv med kunst. Og et liv med kærlighed. Som også er undertitlen på bogen.

Det var i 1966, at hun som 25-årig mødte og forelskede sig i den to år ældre Jacob.

Fra bryllupsdagen i 1968.
Fra bryllupsdagen i 1968. Privat/'Skal åbnes ved min død'/Forlaget 28B

Byens smukkeste mand, kalder hun ham. Som gik i hvid fåreskindspels og kørte i en fræk MGA sportsvogn og i det hele taget var radikalt anderledes end nogen eller noget, hun før var stødt på.

Og selvom hun hurtigt kunne konstatere, at forskellighederne og udfordringerne var store, vidste hun – og ved stadig – at han var hendes livs kærlighed.

Som hun har stået last og brast med i nu 57 år.

Sammen har parret da også drevet først galleri i indre København og siden et kunstcenter på Mallorca. Omend rollefordelingen altid har været klar.

»Udadtil fik Jacob opmærksomheden. Han var galleriet,« siger Patricia Asbæk med et skuldertræk om den rolle, hun fik tildelt som medarbejdende bogholder og husmor.

»Jeg kunne jo selv have valgt at træde lidt mere frem. Men jeg har affundet mig med det. Jeg er jo ikke blevet snydt af den grund,« tilføjer hun.

Men at det er en del af den ægteskabelige pakke, hun for længst affundet sig med. Selvom hun indimellem ryger op i det røde felt.

En kærlighedshistorie
Som nu dén dag, hvor hun havde fået sin sidste strålebehandling og havde aftalt med Jacob, at han skulle hente hende.

Hvilket han – som nævnt i indledningen – ikke gjorde. Og hun brød sammen. Men:

»Det siger jo også noget om mig, at lige så snart jeg bliver så vred og tænker, at nu skal han straffes, så nænner jeg alligevel ikke at straffe ham. Han opdager slet ikke, at han skulle straffes,« griner Patricia Asbæk bare om dét, som hun er sikker på er en af redningsplankerne i hendes lange ægteskab.

Størstedelen af året bor Patricia Asbæk alene i den store herskabslejlighed på Østerbro, mens hendes mand Jacob er på Mallorca.
Størstedelen af året bor Patricia Asbæk alene i den store herskabslejlighed på Østerbro, mens hendes mand Jacob er på Mallorca. Søren Bidstrup

»Vi er to vidt forskellige mennesker fra to vidt forskellige kulturer. Vi har skændtes og skændtes, men altid vidst, at sammen var vi stærke. Så på den måde, er det jo en kærlighedshistorie.«

I sofaen i den store herskabslejlighed på Østerbro sidder smilet i hendes øjne ved tanken om Jacob. Som hun elsker for den nærmest barnlige energi, han lægger for dagen omkring dét, han brænder for. Også selvom det ikke nødvendigvis er hende.

»Det er typisk Jacob, at nu hvor jeg udgiver bog, har han ikke tænkt på at skulle have en billet hjem før for otte dage siden, hvor der ingen var at få. Men som mine veninder siger: det havde også været mærkeligt, hvis han var her,« siger hun med latter i stemmen.

Klø på ryggen
I flere år har parret nemlig boet hver for sig. Hun på Østerbro. Han på Mallorca.

»Det er jo ikke, fordi han ikke elsker mig og børnene. Men dels har han det meget svært med vejret herhjemme. Dels er han noget dernede og kan bruge sin kreativitet.«

»Og hvem er jeg at skulle ændre på det? En gammel mand på 80?«

Hun ryster på hovedet.

»Så jeg tager ned og besøger ham. Og ærligt, i vores alder har man det lige så godt med at snakke. Havde man været lidt yngre, ville man nok sige, at den fysiske seksuelle kærlighed var meget væsentlig.«

»Men i vores alder er det mest at klø hinanden på ryggen,« griner Patricia Asbæk, for hvem tre ting er essentielle.

Patricia og Jacob Asbæk til gallamiddag på Christiansborg i 2001.
Patricia og Jacob Asbæk til gallamiddag på Christiansborg i 2001. Jørgen Jessen/Nf-Nf

»At man kan grine sammen, tale sammen og have respekt for hinanden.«

»Og hvis han er lykkeligere på Mallorca, skal jeg da ikke ødelægge hans liv for at få ham her hjem og bo.«

»Jeg er lykkeligere her. Jeg er social, elsker mine børnebørn og har været der for dem, og det betyder noget for mig,« siger hun og er ikke i tvivl om, hvorfor de to har overlevet så mange år sammen.

»Vi aldrig har kedet os. Vi har holdt hinanden til ilden, og vi har haft det sjovt. Han er mit livs kærlighed.«

»Ja, jeg har haft en mand, som jeg ikke tror, at ret mange havde kunnet holde ud, for man har aldrig følt, at man var førsteprioritet. Så vi har haft vores udfordringer,« erkender hun. Og tilføjer så med et stort og kærligt smil:

»Men jeg har også været heldig.«

Læs også:

»Jeg har jo hele livet skullet leve med den der famøse påståede djævel, som min stedmor fortalte, at jeg havde i mig«Patricia Asbæk troede i årtier, at hendes mor var død: Der er mange løgne. Rigtig mange løgne

Hun ved, at det måske er ønsketænkning, alligevel kværner tanken ofte i hendes hoved og kan gøre hende helt rørt. Tanken om hendes mor, som sidder foran sit tv og ser afsnit efter afsnit af 'Borgen'. Med tårer i øjnene.

»Har min mor siddet og set Pilou og vidst, at det var hendes barnebarn?,« spørger Patricia Asbæk ud i stuen. Om den mor, hun som treårig fik at vide var død. Som hun først knap syv årtier senere fandt ud af var en løgn.

Men dér var det for sent. Det vender vi tilbage til.

Gallerist Patricia Asbæk er for mange indbegrebet af en kunstverden, de færreste af os kender, omend DR-serien 'Familien Asbæk' gav et indblik i den.

Og så er hun selvfølgelig skuespiller Pilou Asbæks mor.

Men 78-årige Patricia Asbæk er også kvinde med en historie, som selv brødrene Grimm ville have svært ved at hamle op med.

En historie hun nu folder ud i en ny biografi med titlen 'Skal åbnes ved min død'. Om et livs hemmeligheder, løgne og svigt. Om en ond stedmor som forsøgte at forgifte hende. Om sårbare barndoms- og ungdomsår som kastebold. I ni forskellige kostskoler i fem lande.

»Der er mange løgne. Rigtig mange løgne,« siger Patricia Asbæk.

Hun kom til verden i Marokko fem dage før, Adolf Hitler kapitulerede. Hendes far var dansk, moderen fransk. Og hun var – lægger hun ikke skjul på – en forkælet prinsesse.

Men det skulle snart ændre sig.

Da hun treethalvt år gammel fik at vide, at hendes mor var død, blev hun for en tid sendt til sin onkel og tante i Danmark, før faderen igen hentede hende hjem til Marokko.

Den afdøde mor talte de ikke om. Men som Patricia Asbæk beskriver det, var livet for en tid igen ubekymret.

Den onde stedmor
Indtil hun var syv, og en ny kvinde kom ind i faderens liv. Micheline. Hende, der blev den onde stedmor. Med hvem der fra første møde udspillede sig en dyst mellem to stærke viljer, og den lille pige måtte kæmpe for overhovedet at få en plads i sin egen familie.

Patricia vandt.Som hun syv årtier senere sidder i herskabslejligheden på Østerbro med kaffe og friskbagte croissanter på bordet, smiler hun veltilfreds ved mindet om sin lille sejr.

Som hun dog også betalte prisen for.

For livet blev på stedmoderens præmisser. Og hendes far blev – og valgte også selv – sat helt ud af spillet, når Micheline hårdt og kontant opdrog Patricia i de strikse franske overklassemanerer.

Som blandt andet gik ud på, at hun de sjældne gange, hvor hun fik lov til at spise med dem begge, fik en bambuspind mellem armene og ryggen, så hun kunne lære at sidde ved bordet med rank ryg.

Og som straf en dag fik serveret en flere dage gammel stegt lever, som ikke havde været på køl og derfor forgiftede den otte årige Patricia med en så voldsom maveinfektion, at hun var tæt på at dø.

Uddrive djævelen
Det gjorde hun ikke. Men at noget i den lille pige skulle dø, lagde stedmoderen aldrig skjul på.

»Hun var forhippet på at uddrive djævelen i mig,« fortæller Patricia Asbæk, som først mange år senere forstod baggrunden for den stærke reaktion mod hende.

Fra hun var ti til hun var 18 blev Patricia Asbæk sendt på ni forskellige kostskoler i fem lande. Hver gang hun var faldet til ét sted, sendte stedmoderen hende videre til et andet.

Men en dag var også det slut. For da faderen pludselig fik nys om, at Patricia havde skulket fra den katolske kostskole i England, blev hun smidt ud hjemmefra. Sendt til Aarhus og den 'granny', som hele hendes liv havde været hendes eneste kærlige anker.

For – som hun siger: »du kan godt vokse op uden en mor og alligevel godt overleve og få et ordentligt liv. Det eneste, du er afhængig af, er, at der skal bare være ét eneste menneske, der virkelig elsker dig og går ind for dig.«

»Det menneske var min far ikke, men jeg har været så heldig, at det var min farmor,« siger en taknemmelig Patricia Asbæk.

Et brev der ændrede alt
Hvis skæbne selvfølgelig havde set noget anderledes ud, hvis ikke hun som 18-årig ufrivilligt var endt i Aarhus.

For det var dér, hun mødte og forelskede sig i sin Jacob, som hun har været sammen med i 53 år og er hendes livs kærlighed.

Det var med ham, at hun fik et rigt og spændende liv i kunstens verden, fik tre sønner og venskaber i elitære og kreative kredse.

Men skæbnen var ikke færdig med at spille hende et puds. For i 2017 modtog hun et brev.

Et brev, der ændrede alt.

Hendes mor var slet ikke død, da Patricia var treethalvt år gammel, men dét år. Som 91-årig.

Og det var i den forbindelse, at hendes børn havde fundet et dokument med overskriften 'Skal åbnes ved min død'. I hvilket moderen afslørede, at de havde en søster.

Nu rakte de tre sydfranske søskende ud til Patricia.

»Så sidder jeg der med tårer i øjnene og er helt svedt over det hele. Ikke så meget over, at min mor er død, men over, at jeg pludselig har fået en stor familie, en storesøster og to små søskende,« fortæller hun med taknemmelighed i stemmen. Stadig bevæget ved mindet.

Og det var sådan, at mange af livet brikker pludselig faldt på plads i hende. For hele sit liv havde de ukendte gener og den påståede djævel i hende – som nu var givet videre til de tre sønner – naget hende.

Men gennem sine nye søskende lærte hun hele sin komplekse historie – som du kan læse om i bogen – at kende.

»Det var min mor og hendes gener, som de begge ville udrydde i mig. Min far fordi han blev så utrolig skuffet over hende, og min stedmor fordi hun hadede hende, fordi hun var min fars kærlighed.«

Tror, hun har fulgt mig
I knap 70 år levede hun med løgne og fortielser. Fra sin far. Sin stedmor. Sin farmor. Men bitterhed ligger ikke til hende. Faktisk har hun tilgivet dem,

»Jeg har nogle spørgsmål, som er ubesvarede. Men man behøver ikke gå under på det. Det er lidt mit budskab.«

»Jeg ville da ønske, at jeg havde nået at møde min mor, for hun står stadig uklart for mig.«

»I mine søskendes øjne var hun vidunderlig, mens jeg kommer fra et sted, hvor det onde i mig kom fra den mor, som var promiskuøs og forfærdelig.«

Hvad ville du sige til din mor, hvis hun var her?

»Jeg tror bare, at jeg ville spørge, hvorfor hun aldrig tog kontakt. Hvad var årsagen? Var det fordi hun aldrig følte, at hun havde ret til det? Eller at det var ubelejligt i forhold hendes liv?« siger Patricia Asbæk. Og tilføjer så:

»Men jeg tror, at hun har fulgt mig.«

Det var søsteren Brigitte, der for nylig fortalte hende, at deres mor sad og så den danske dramaserie ‘Borgen’. Fra den ene ende til den anden. Med tårer i øjnene.

Det var hendes yndlingsserie. Som hun nærmest kunne udenad.

Men hvorfor? Vidste hun, at det var hendes barnebarn Pilou, der spillede en af seriens bærende roller?

»Den tanke er virkelig rørende. At hun har siddet dernede og set sit barnebarn og været rørt over det og sikkert også glad over, at det så alligevel ikke var gået helt skidt for hendes lille pige.«

»Det er da en sød historie. Men jeg får det jo aldrig at vide.«

'Skal åbnes ved min død' er netop udgivet på forlaget 28B