Med en ny konge kommer en revurdering af Kongehusets apanage og forbrug også.

Det hører ind under den såkaldte civillistelov, der lige nu bliver forhandlet i Folketinget – og nu ønsker flere røde partier større gennemsigtighed i Kongehusets økonomi.

Radikale Venstre, Enhedslisten og SF lægger derfor pres på forhandlingerne, skriver Politiken.

Civillisteloven afgør blandt andet, hvor meget økonomisk støtte Kongehuset skal modtage, men også hvor stort et indblik offentligheden kan få i Kongehusets forbrug.

De tre røde partier har lidt forskellige bud på, hvad den nye lov bør indeholde – men de deler et ønske om, at loven bliver »tidssvarende«, da den sidst blev ændret ved dronning Margrethes tronbestigelse i 1972. 

Enhedslistens Rosa Lund peger på, at Kongehuset bør underlægges offentlighedsloven ligesom andre offentlige instanser.

Hun mener ikke, at det er at »gå for vidt«, at alle borgere kan få indblik i, hvad Kongens tøj og sko koster.

»Der er tale om nogle af Danmarks mest privilegerede og rigeste mennesker, som er født – ikke valgt – til magten. Det mindste, vi kan gøre, er da at få indsigt i, hvad de går og laver, og hvordan de forvalter statens penge,« siger Enhedslistens Rosa Lund til Politiken.

Derudover ønsker Radikale Venstres Samira Nawa en redegørelse for, om Kongehusets økonomiske gennemsigtighed er tilsvarende kongehusene i Norge, Sverige, Holland, Belgien, Storbritannien og Spanien.

SFs Karina Lorentzen peger på, at Kongehuset bør fremlægge en CSR-strategi for at nedbringe sit CO2-aftryk, som man kender det fra virksomheder.

Socialdemokratiet og Moderaterne afviser ikke, at de vil gøre loven mere tidssvarende i de igangværende regeringsforhandlinger.

De har imidlertid ikke konkretiseret, hvilke ændringer der skal til for at opnå dette. 

Civillisteloven bliver forhandlet hver gang, der sker et tronskifte, og vil denne gang blive fremlagt for Folketinget i april.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.

Kongehuset bag kulissen

I ugens udsendelse zoomer vi ind på tingenes tilstand i det britiske kongehus. 2024 har stået i sygdommens tegn, og i denne uge skabte det også overskrifter,da prins William måtte melde pludseligt afbud til en mindehøjtidelighed grundet 'personlige årsager'. I stedet stjal en anden, uventet gæst rampelyset - nemlig prins Andrew. Vakler det britiske kongehus mere end hvad godt er lige nu? Prins Harry fylder også fortsat, og hinter i et nyt interview tanker om at blive amerikaner. Sidst men ikke mindst, skal vi også omkring prinsesse Diana - for et gammelt rygte om en affære har pludselig fået nyt liv. Vært: Fie West Madsen Medvært: Lone Theils, journalist, forfatter og tidligere korrespondent i London. Vil du aldrig misse en udgave af podcasten? Tilmeld dig nyhedsbrevet 'Kongehuset bag kulissen' her: https://www.bt.dk/royale/kongehuset-bag-kulissen-kom-helt-taet-paa-de-kongelige-faa-kaerlige-og-kritiske