Oh Land og Adi Zukanovic blev sidst sommer ramt af alle forældres frygt. 

Deres nyfødte datter var ramt af en sjælden og hurtigvoksende kræftsygdom.

En skræknyhed, der tog hårdt på familien, og som blandt andet forårsagede, at Oh Land – med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius – måtte melde afbud i sidste øjeblik til sin X Factor-dommertjans. 

Ni måneder senere er datteren heldigvis kræftfri, og nu deler den populære sangerinde rørende nyt i Podimo-podcasten Mads og A-holdet

»Det går jo vildt godt. Fordi hun er levende, og hun har det godt, og hun udvikler sig, som hun skal,« fortæller Nanna Øland Fabricius.

Oh Land beskriver forløbet som et »rent helvede«, og hun er dermed ovenud lykkelig for, at alt forløber, som det skal. 

»Hun er mit forbillede. Hun er min lille oplader, fordi jeg tror det der med at se nogen, der bare har den – det kunne jeg se, da hun var allermest syg, og det var allermest kritisk, siger hun og fortsætter:

»Jeg kunne bare se, at hun havde blikket. Selvom hun ikke havde kræfter til noget som helst, så havde hun blikket, og jeg vidste bare: 'Hver gang jeg kigger væk, så tvivler jeg og bliver bange, men hver gang jeg kigger på dig, så ser jeg bare viljen og jeg ser livet'.«

Parret har to fælles børn, mens Nanna Øland også har et barn fra et tidligere forhold.