Paradise-deltager afpresset med sexvideoer: 'Jeg føler, jeg er blevet voldtaget'
Videoerne blev både delt i grupper og sendt til forældrene, fortæller Rosa Hatting til B.T.

Videoerne blev både delt i grupper og sendt til forældrene, fortæller Rosa Hatting til B.T.

Noget af det værste, man som ung kan forestille sig, er nok at få delt en sexvideo mod sin vilje.
Men det er lige præcis det, som den danske reality-kendis Rosa Hatting har været udsat for.
»Det har været yderst ubehageligt og krænkende,« siger den tidligere Paradise-deltager til B.T., da hun dukker op ved Comic Con i Bella Center lørdag.
Faktisk drejer det sig om to videoer, der blev delt i forskellige grupper:
»Folk har grint af det. Jeg føler helt seriøst bare, at jeg er blevet voldtaget.«
Videoerne er endda blevet sendt til hendes forældre.
»Det har været pisseubehageligt. Jeg føler mig krænket på alle punkter. Ens forældre skal ikke se en sådan her,« siger hun.

Rosa Hatting fortæller videre, hvordan hun blev afpresset økonomisk og har betalt over to omgange for at få videoerne væk. En situationen, der har plantet en kæmpe angst i hende.
»Jeg har haft det så dårligt med at tage ud i en offentlig sammenhæng. Jeg har endda ghostet mig ud af nogle store events, jeg kunne have fået de største muligheder for. Men det er fordi, jeg har haft det så mentalt dårligt.«
Hun håber, at hun ved at fortælle om sagen kan hjælpe andre, der står eller har stået i en lignende situation.
»Jeg er åben nu om, at det er det her, jeg går igennem, fordi jeg ikke vil have, at andre skal føle sig alene. Jeg drømmer om at blive vært, og jeg blev bange for, at den drøm blev taget fra mig,« lyder det.
Rosa Hatting kan ikke komme nærmere ind på, hvornår afpresningen er sket, men at hun har meldt det til politiet, der ifølge hende undersøger sagen.
B.T. har set dokumentation for anmeldelsen af det omtalte materiale, der omfatter videoer og billeder.