Tilbage i 2016 mødte skuespiller Paprika Steen for første gang tv-værten Abdel Aziz Mahmoud under Folkemødet på Bornholm.
Her kom skuespilleren dog til at sige en lidt skæv kommentar til tv-værten, da hun fik sagt 'what a waste' til ham, skriver TV 2.
Med kommentaren refererede hun kærligt til, at Abdel Aziz Mahmoud er en flot mand, og at det var en skam, hvis han som homoseksuel ikke skulle være biologisk far til et barn.
Det var også en kommentar, som Paprika Steen ofte jokede med et homoseksuelt vennepar om.
Hun havde sågar skrevet en bryllupssang til parret, der hed 'What a waste'.
Dog faldt kommentaren ikke helt i god jord hos Abdel Aziz Mahmoud, der studsede over udtalelsen – især da han og Paprika Steen ikke kendte hinanden særlig godt på daværende tidspunkt.
»Det kunne lyde, som om min seksualitet var et problem for hende. Som om det var synd for hende, at hun ikke kunne score mig. Det kunne godt opfattes som upassende,« siger Abdel Aziz Mahmoud til mediet.
Tv-værten understreger dog, at kommentaren ikke var en stor ting for ham, og i dag ved han da også godt, at den var ment som en humoristisk kompliment.
Det skyldtes, at Abdel Aziz Mahmoud og Paprika Steen på et senere tidspunkt talte sammen om den skæve kommentar, hvor de fik indblik i hinandens synspunkter.
Af den grund opfordrer tv-værten andre til at tale om tingene, så man undgår at gå skævt af hinanden.
I tv-programmet 'Insider' fortæller Paprika Steen, at hun tidligere har forsøgt at vise kærlighed ved at sige noget strengt – men humoristisk ment.
»Jeg kan godt lide at drille, men det er jo ikke alle, der kan lide at blive drillet,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg har altid syntes, at dem, man tugter, elsker man.«
Hun anerkender dog, at der kommer både nye tider og måder at være i verden på, og at det derfor ikke altid er det rigtige at lave sjov med tingene.
