Pamela Andersen bliver hyldet verden over.
For den 56-årige 'Baywatch'-skuespiller valgte at troppe op helt uden make up i ansigtet til den højprofilerede modeuge i Paris, der har løbet af stablen i disse dage.
Og særligt er det skuespillerkollegaen Jamie Lee Curtis' hyldest, der har vakt genklang.
Jamie Lee Curtis slår nemlig fast i et opslag på Instagram, at 'den naturlige skønheds revolution er begyndt' med Pamela Andersons optrin lige 'midt i modeugen, hvor der er så meget pres og så mange holdninger'.
'Denne kvinde dukker op og kræver sin plads ved bordet uden noget på ansigtet. Jeg er så imponeret og på røven over denne handling af mod og oprør,' skriver Jamie Lee Curtis.
Hendes hyldestord er blevet videredelt vidt og bredt, og opslaget har i skrivende stund fået næsten 640.000 likes.
Herhjemme har blandt andet de to tv-værter Janni Pedersen og Cecilie Beck delt opslaget og erklæret sig enige i, at Pamela Anderson har startet en revolution til fordel for den naturlige skønhed.
'Endelig. Fucking endelig!' jubler tv-vært Cecilie Beck i en story.
Også Janni Pedersen – der tidligere selv har fortalt åbent om den modstand, hun som tv-vært møder mod sit udseende – hylder Pamela Andersons make up-fri look under modeugen.
'Praktiserer den på hver fridag. Også selv om en seer en dag i køen i Brugsen udbrød: Hvordan granden er det du ser ud,' skriver Janni Pedersen i en story.
Tilbage i august forklarede Pamerla Anderson til modemagasinet Elle, at hun havde droppet make up for at få mere kontrol over sit udseende – for selvom det var 'lidt rebelsk' at gøre, så har det været 'frigørende'.
For faktisk har den tidligere Playboy-model i høj grad undværet make up, siden hendes make up-artist Alexis Vogel gik bort af brystkræft for fire år tilbage.
Men nu bliver Pamela Anderson altså hyldet vidt og bredt for også at springe sminken over midt i modens epicenter; modeugen i Paris.
»Jeg opdagede, at alle de her folk lavede pompøse make up-looks, og det er bare typisk mig at gå imod strømmen og gøre det modsatte af, hvad alle andre gør,« forklarede Pamela Andersen til Elle.