Mandag d. 10 august, præcis et år efter den folkekære hjerneforskers død, blev 'Peter Lund Madsen Prisen' uddelt for første gang.

Prisen gik til Veteranhjem Fredericia, der dermed blev den første modtager af hæderen, som er oprettet for at føre den afdøde læge og formidlers arbejde videre.

På Christiansborg modtog lederen af veteranhjemmet, Lars Ejby Pedersen, prisen.

»Det er et stort skulderklap for vores veteraner og ikke mindst vores frivillige. Vi er jo ikke noget behandlingssted, vi er et hjem, der skaber fællesskaber og kammeratskaber for vores veteraner og familier,« sagde Lars Ejby Pedersen da han tog imod prisen.

Veteranhjem Fredericia er ét af seks veteranhjem i Danmark under Fonden Danske Veteranhjem.

Selvom navnet kan give indtryk af et sted, hvor veteraner bor, er det ikke tilfældet.

Peter Lund Madsen er bror til journalist og tv-personlighed Anders Lund Madsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Veteranhjemmene fungerer som gratis samlingssteder for krigsveteraner og deres familier. Her kan de mødes i trygge rammer, deltage i forskellige aktiviteter og tale med andre om de fysiske og psykiske konsekvenser, som kan følge efter en udsendelse.

Det var netop et sted, Peter Lund Madsen nåede at besøge, inden hans liv pludselig sluttede.

Den 10. august 2025 faldt han om på cykel på vej fra sit sommerhus på Sejerø mod København. Han døde under et elmetræ på en bakke nær Tølløse.

Dødsårsagen var en blodprop i hjertet, som skyldtes alvorlig forkalkning i en af hjertets kranspulsårer.

I Danmark var han for mange bedre kendt som 'HjerneMadsen'.

Han blev et kendt ansigt og en folkekær formidler, blandt andet gennem radioprogrammet 'Hjernekassen', som han var vært på i mere end et årti.

Prisen bliver uddelt af 'Peter Lund Madsen Foreningen', som blev etableret efter hans død af familie og venner.

Og i år har foreningens bestyrelse på fem personer valgt Veteranhjem Fredericia som den første modtager.

Peter Lund Madsen blev 65 år.