I 2005 løb den allerførste sæson af 'Vild med dans' over skærmen.

Her hed vinderparret Thomas Evers Poulsen og Mia Lyhne. Fredag aften, da sæson 20 gik i gang, var de begge med igen. Thomas Evers som danser, og Mia Lyhne som gæstedommer.

Og netop sidstnævntes tjans var noget, som Thomas Evers nye dansepartner, Özlem Cekic, havde frygtet.

»Jeg tænkte, hun skulle vise, at hun i hvert fald ikke holdt med Thomas. Og så skulle vi bare have den,« forklarede den tidligere politiker, da B.T. mødte hende efter fredagens premiere.

Men sådan gik det ikke, og Mia Lyhne gav dem - såvel som de ni andre par - ganske pæne karakterer.

»Jeg er enormt glad for, at hun har været så professionel. Jeg synes dog, at hun stod lidt for længe med Thomas og tog billeder, og jeg havde det sådan: 'Han er faktisk min!'« lød det med et grin.

Den mest gavmilde dommer

Mia Lyhne havde da også tænkt lidt over, hvordan hun ville gribe rollen som gæstedommer og pointgivningen an.

»Jeg troede nok, det ville være i den høje ende - jeg skulle i hvert fald ikke være streng!«  forklarede Mia Lyhne efter showet.

Mia Lyhne var gæstedommer til premieren på 'Vild med dans' 2023.
Mia Lyhne var gæstedommer til premieren på 'Vild med dans' 2023. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men de høje point skyldtes altså også, at der var noget, der var værd at kaste point efter, forsikrede gæstedommeren.

»Det var et meget højt niveau - i hvert fald i forhold til hvordan, jeg husker, vi var,« lød det med et grin fra programmets første vinder. 

Du var jo den mest gavmilde dommer - hvad tænker du om, hvis der er nogen, der synes, der er snyd, at der lige kommer sådan en gavmild gæstedommer ind fra højre og deler en masse point ud? 

»De må da tænke, hvad de vil!« affejede Mia Lyhne, der selv var glad for titlen som den mest gavmilde.