I starten af maj blev Mads Geertsen, som er manden bag den kendte og elskede børne-tv-figur 'Onkel Reje' sygemeldt efter gentagen chikane.

Siden har Mads Geertsen holdt sig tavs, men nu udtaler han sig i et klip på DR 1s Instagram-side – som både sig selv og Onkel Reje.

»Onkel Reje her. Ved I hvad, der er en masse søde børn, der går og bekymrer sig om, om Onkel Reje kommer med i Cirkus Summarum i år. Ved I hvad, det gør han. Der har godt nok været det der med, at ham, der er inde i Onkel Reje, han har været sygemeldt, men jeg har sørget for, at han har været til psykolog og fået snakket om det, så nu er han faktisk okay glad igen,« forklarer Mads Geertsen som Onkel Reje.

Herefter ryger Onkel Reje-kostumet af, og Mads Geertsen tager ordet som sig selv.

»Det er jo mig, der er inde i Onkel Reje, og jeg vil gerne lige benytte lejligheden til at sige tak for alle de varme og hjertelige beskeder, jeg har fået, og tegninger, blomster … øl. Uden det kærlige rygstød var jeg ikke sikker på, at jeg var kommet op på cirkushesten igen, for det var virkelig en vanvittig omgang, jeg oplevede.«

Han slår endelig fast, at Onkel Reje er historiefortælling, historier skal værefrie, og det er der ingen, der skal ændre på.

Med udmeldingen kan seere altså forvente at se karakteren Onkel Reje tilbage på skærmen, når DR laver deres årlige Cirkus Summarum-program. 

Morten Skov, der er chef for DRs Børn og Unge-afdeling, oplyste ved Mads Geertsens sygemelding, at der var tale om grove trusler, chikane og koordineret hetz. 

»Vi har ikke prøvet noget, der har været på niveau med det her,« sagde han til Berlingske.