Ole mistede sin kone året inden 'Hotel Romantik': 'Det drejer sig om at komme videre i livet'
72-årige Ole Bertelsen mistede året inden optagelserne til 'Hotel Romantik sin hustru. Nu fortæller han, hvorfor han valgte at lede efter kærligheden igen.

72-årige Ole Bertelsen mistede året inden optagelserne til 'Hotel Romantik sin hustru. Nu fortæller han, hvorfor han valgte at lede efter kærligheden igen.

Året før Ole Bertelsen meldte sig til DR's populære datingprogram 'Hotel Romantik', mistede han sin hustru.
Nu fortæller den 72-årige tidligere kriminalassistent, hvorfor han valgte at lede efter kærligheden igen.
»Jeg kaldte hende 'Bea', men hendes navn var Beata.«
Sådan beskriver Ole sin afdøde hustru, der gik bort i starten af 2024 efter et kræftforløb.
De mødte hinanden for cirka 12 år siden på Kreta, hvor Ole bor halvdelen af året.
De blev gift i 2019, men i 2023 opdagede de, at Beata er syg, og hun gik bort den 1. januar 2024, 49 år gammel.

Både sygdommen og tiden efter hustruens død var svære for Ole, men han forklarer, at det har hjulpet ham at tale om sorgen og være åben omkring den.
Da han i andet afsnit af 'Hotel Romantik' er på date med en af programmets kvinder, Henriette, vælger Ole også at fortælle hende om sit tab.
»Jeg synes, det kom meget naturligt i den samtale vi havde, at man var åben over for hinanden,«
Ole fortæller også, at de andre 'Hotel Romantik'-deltagere gjorde ham mere tryg i at dele ud af sorgen, som han bærer på, mens han også lyttede, når de andre fortalte om deres sorger

»Når du er et positivt menneske, som jeg, så får du også lyst til at dele noget fra din egen historie,« siger Ole og fortsætter:
»Når du deler noget, så kan du også bedre tage del i andres sorg. Og på den måde kan vi jo så også være noget for hinanden og hjælpe hinanden.«
Du nævner også i programmet, at nogen måske ville mene, at det var lidt tidligt at melde sig til et datingprogram, når ens hustru er gået bort året før. Hvad tænker du selv om det?
»Nu er det sådan, at jeg var 72, da jeg deltog i 'Hotel Romantik', og der var der gået knap to år. Jeg synes, det drejer sig om at komme videre i livet,« fortæller Ole og fortsætter:
»Hvis jeg ventede for eksempel tre år mere, så ville jeg jo være 75. Det bliver jo ikke nemmere og nemmere at finde en, du kan have det rart med og være fortrolig med. Det var derfor, jeg valgte at deltage.«
Han tilføjer:
»Selvom man står i en sorg, så har du jo også en forpligtelse over for dig selv, over for dine børn og børnebørn.«
»En forpligtelse til ikke at gå i hundene og sætte sig over i et hjørne og blive sortseer.«
I løbet af opholdet på Mallorca tænkte Ole ofte på Beata.
»Der er så mange ting, når man har mistet, så er de i dine tanker på den ene eller anden måde,« fortæller han og fortsætter:
»Selvfølgelig, var hun meget ofte i mine tanker, da jeg var dernede.«
Ole understreger flere gange sin positive indstilling til livet på trods af sorgen, som han beskriver som drivkraften til at begive sig ud i at finde kærligheden igen.
»I min verden, så har vi en enkeltbillet her på jorden. Der er en udløbsdato, som man ikke kender,« lyder det fra Ole, mens han tilføjer:
»Hvis man er et positivt menneske, og har et positivt livssyn, som jeg har, så er du nødt til at tage dig lidt sammen. Du er nødt til at gøre noget for dig selv.«
»Hun ville jo ønske mig alt det bedste. Det er jeg sikker på«
Henriette Jürgensen, som Ole Bertelsen er på date med i afsnit 2, har også selv oplevet at miste, da hendes søn gik bort i 2006. Du kan læse den historie HER.