Den danske OL-legende, der også er kendt fra tv-programmet 'Over Atlanten', er blevet farfar igen.
Det fortæller den tidligere sejler Jesper Bank og hustruen, der til daglig bor i udlandet, til HER&NU:
»Det er en fornøjelse. Der er jo en direkte blodlinje, men det er sjovt, der opstår kærlighed til sådan et væsen, der kommer ud af moren, og pludselig er der kærlighed. Det er specielt.«
Barnebarnet kom til verden 28. december, og det blev en dreng, der skal hedde Aksel.
Dermed har Jesper Bank og hustruen Lene endnu en grund til at besøge Danmark - med nu to børnebørn i alt.
Til daglig bor parret på solskinsøen Mallorca.
68-årige Jesper Bank er en af de helt store danske OL-navne med to guld- og en bronzemedalje samt 12 VM-titler.
I 2009 blev han optaget i Sportens Hall of Fame.
Med alderen har han droppet elite-sejlads, men sejler en gang imellem med »gamle legekammerater,« har han tidligere fortalt til B.T.
Han var også ude og sejle i tv-programmet 'Over Atlanten' for et par år siden. Det var sammen med andre kendte danskere.
Og selv om storhedstiden som sportsmand hører fortiden til, bliver han stadig genkendt:
»Jeg er overrasket over, at det overhovedet sker, men det gør det jo jævnligt. Det er pissehyggeligt, at folk vil hilse på. De siger for det meste 'tak for oplevelserne' og 'hold kæft, I gav os nogle fede dage'.«
