Den 19. juli kom Oh Lands tredje barn til verden - og godt tre uger senere var hun mødt op til pressemøde, da den kommende 'X Factor'-dommertrio blev præsenteret tirsdag.
Den garvede tv-dommer og musiker lægger da heller ikke skjul på, at det er en vild tid.
»Det er selvfølgelig ret crazy, det er ret vildt,« siger Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius.
»Men det er tredje barn, så jeg ved godt, hvad jeg går ind til, og så prøver vi at tilpasse det rundt om, så det hele kan følge med.«
»Og der er stadig et halvt år til, vi går live,« siger hun med et smil.
Hendes mand, musiker Adi Zukanović, har tidligere år været hendes faste makker på 'Team Oh Land' under 'X Factor' produktionen, men i år bliver der nok lidt forandringer på den front som konsekvens af familieforøgelsen.
»Han skal stadig med på holdet, men måske på nedsat tid. Vi må lave en ordning, hvor han deler tjansen med en anden, for vi skal begge to kunne være i familien og lave det, vi elsker,« siger Oh Land.
Datteren Bellis kom til verden den 19. juli, og navnet er langtfra tilfældigt, fortæller musikeren og tv-dommeren.
Hun har gennem mange år arbejdet sammen med dronning Margrethe på balletopsætninger i Tivoli og har et så godt forhold til dronningen, at navnet kan ses som en lille hyldest.
»Jeg elsker dronning Margrethe så meget, at vi faktisk havde Margrethe på som navn til min pige i ret lang tid, og vi er endt med noget, der næsten er Margrethe. Det er Bellis, som jo er tusindfrydblomsten.«
»Vi havde også tænkt over Daisy,« siger Oh Land.
Har du fortalt dronning Margrethe det?
»Ikke at hun hedder Bellis. Jeg har ikke set hende, siden jeg var gravid,« siger hun.
Precasting til 'X Factor' starter allerede i denne uge, og den nye sæson sendes i 2026.